19. FEB 2019 • 09:42ERHVERV/POLITIK

Kristendemokraterne: Riskær ville stille op for os

Erhvervsmanden sendte i maj sidste år en forespørgsel til Kristendemokraterne, men den blev ikke fulgt op.

Tirsdag klokken 11 afholder Klaus Riskær Pedersen et pressemøde, hvor han vil fortælle om sine planer for sit parti, der bærer hans eget navn.



Partiet har hevet de nødvendige underskrifter i hus, så partiet kan stille op til folketingsvalget senere i år, hvis det bliver godkendt af Økonomi- og Indenrigsministeriet.



Men ifølge DR Nyheder kunne historien have været en anden, for den bedrageridømte erhvervsmand bød sig i maj sidste år til hos Kristendemokraterne, der også stiller op til valget.



- Klaus Riskær Pedersen ønskede kort fortalt at genoptage dialogen og ville gerne stille op for os på vores liste. Jeg valgte ikke at svare på det, siger Kristendemokraternes formand, Stig Grenov, til DR Nyheder.

Mediet har set den mail, som Klaus Riskær Pedersen sendte til Kristendemokraterne, og den bekræfter Stig Grenovs udlægning.

Klaus Riskær Pedersen fik i 2015 tilbudt en opstillingskreds hos Kristendemokraterne, men han valgte dengang at takke nej.



I en sms til DR Nyheder nedtoner han sin kontakt til Kristendemokraterne i maj sidste år.



- Jeg ombestemte mig og fulgte ikke op på det. Jeg kom til den konklusion, at Kristendemokraterne i flere valg ikke har formået at samle opbakning, og at jeg derfor ville være bedre stillet ved selv at lave det, skriver han. Han dannede sit eget parti i november sidste år.



Klaus Riskær Pedersen har også været hos andre partier. Blandt andet Alternativet, hvor han kortvarigt var medlem i 2015, inden han blev ekskluderet.

Fra 1989 til 1994 sad han i Europa-Parlamentet som valgt for Venstre. I 1993 blev han dog ekskluderet fra partiet og måtte fortsætte som løsgænger i den resterende periode.



/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

23. MAJ 2019 • 11:08 FOR ABONNENTER

Ret til tidligere pension for visse faggrupper?

23. MAJ 2019 • 09:27 FOR ABONNENTER

Lea står ved forslag om at skære på friskolerne

Mest læste