26. APR 2019 • 13:30ERHVERV/POLITIK

Afdækning finder voldsomt havvindmøllepotentiale i Danmark

De danske farvande rummer store muligheder for at opføre langt flere havvindmøller, viser screening.

Et grundigt blik på de danske have viser ifølge Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet et enormt potentiale for flere havvindmølleparker.



Selv hvis man nøjes med de mest optimale placeringer er potentialet ifølge ministeriet mere end hele det elforbrug, der er i Danmark i dag.



- Den screening, der er foretaget, viser, at der er et kæmpemæssigt potentiale for at udbygge havvind i Danmark.

- Der er potentiale for parker, der kan levere strøm til over ti millioner husstande, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) om resultaterne.

Ifølge screeningen, der blev aftalt gennemført ved energiaftalen fra 2018, er det muligt at opføre havvindmølleparker med en kapacitet på 40.000 megawatt, MW, i de danske farvande.



Og kigger man kun på de mest optimale steder er potentialet på 12.400 MW.

Til sammenligning kan havvindmølleparken ved Anholt producere små 400 MW og atomkraftværket Barsebäcks to reaktorer havde en effekt på 600 MW hver.

Ifølge Energistyrelsen har Danmark i dag installeret havvind med en kapacitet på 1271 MW.



Selv med det afdækkede potentiale in mente mener Lars Christian Lilleholt, at Danmark har været gode til at udnytte potentialet.

- Danmark har i forhold til sin størrelse en meget stor produktion af el fra havvind. Men det er klart, at det skal vurderes, om der er brug for yderligere udbygning, siger ministeren.

De fundne områder, der altså ses om gode til havvindmølleparker, ligger hovedsageligt vest for Jylland, nord for Mols og øst for Skagen.

Og bliver de udnyttet tror Lars Christian Lilleholt, at de kan blive et økonomisk plus for Danmark. Prisen for at opføre havvindmølleparker er faldet de seneste år og behovet for offentlig støtte ligeså.

- Det kan blive en indtægt, siger han.



/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

Mest læste