14. JUN 2019 • 15:39ERHVERV/POLITIK

Mette Frederiksen vil give Godhavnsdrenge officiel undskyldning

Godhavnsdrengene blev i 1960erne udsat for grove overgreb begået af de ansatte på et drengehjem.

Mette Frederiksen (S) fastslår, at hun som det første, hvis hun bliver statsminister, vil give Godhavnsdrengene en officiel undskyldning på regeringens vegne.

Det siger Socialdemokratiets formand i sin tale ved Folkemødet på Bornholm.

Godhavnsdrengene blev i 1960erne på det statslige drengehjem i Gribskov udsat for grove overgreb af både fysisk, psykisk og seksuel karakter samt for medicinske forsøg begået af de ansatte.



Mette Frederiksen har i flere år ment, at en officiel undskyldning fra den danske regering var på sin plads. Men skiftende regeringer har ikke gjort det. Nu skal det dog være, mener hun.



- Så når nogen spørger mig, hvad jeg vil gøre som det første, hvis jeg bliver statsminister, så er svaret, at jeg på vegne af både vores fortid, vores nutid og vores fælles fremtid vil give Godhavnsdrengene en officiel undskyldning, siger Frederiksen.

Hun arbejder i øjeblikket på at sikre sig et flertal, der vil bakke op om en ren S-regering.

Godhavnsdrengene har i mange kæmpet for at få en officiel undskyldning fra staten. Men altså indtil videre forgæves.

- Det her er et af de mørkeste kapitler i nyere danmarkshistorie. Men vi kan stadig nå at give ofrene en oprejsning, siger Frederiksen.

- Mange af børnene fra dengang lever heldigvis stadig. De børn, vi svigtede dengang, har fået ar på krop og sjæl. Nogle af dem har levet et dårligt liv lige siden. Andre har kæmpet sig til et bedre.

- I fællesskab har de kæmpet for at få en officiel undskyldning fra Danmark.

Nogle mener, at vi ikke kan tage ansvar for det, der skete dengang. De siger, det var en anden tid. Og ja, det var det.

- Men de forbrydelser, der blev begået mod børnene, var også forbrydelser dengang. Samfundet kan ikke fralægge sig ansvaret, siger hun.

Men først skal S-formanden altså kunne kalde sig statsminister for at give en officiel undskyldning.



Regeringsforhandlingerne mellem Socialdemokratiet, De Radikale, SF og Enhedslisten genoptages lørdag efter et par fridage på grund af Folkemødet.

Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, er glad for meldingen.



- Der sidder en hel masse granvoksne mænd derhjemme, hvis hjerte bløder på den gode måde. De har kæmpet for det her i årevis, og de har fortjent det.

- Det handler om at anerkende, at den danske stat har ansvar for det, og den danske stat svigtede, fordi de blev udsat for overgreb, vold og misbrug, siger hun.



Hun ser også gerne en undskyldning for slavehandel i Dansk Vestindien, men det er ikke et decideret krav i forhandlingerne.



/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

15. JUL 2019 • 17:35 FOR ABONNENTER

Nimbus-entusiaster: De er bare vanvittigt charmerende

15. JUL 2019 • 16:00

Mulig drukneulykke ved Klympen

15. JUL 2019 • 14:18 FOR ABONNENTER

Leder: Der skal være plads til alle. Også til Harley'erne

Mest læste

13. JUL 2019 • 19:49 FOR ABONNENTER

Træneren savner opbakning til Nexøs nye projekt