16. JUN 2019 • 10:14ERHVERV/POLITIK

Mulige støttepartier øger pres på S for kørselsafgifter

S er skeptisk, men partierne, der skal udgøre parlamentarisk grundlag, vil have gang i debat om roadpricing.

En ny regering bør med det samme tage hul på arbejdet med kørselsafgifter frem for at vente på en rapport fra Transportkommissionen.

Sådan lyder det fra flere af de partier, der skal udgøre det parlamentariske grundlag for en S-regering, skriver Politiken.

Ifølge politisk ordfører Pernille Skipper fra Enhedslisten er kørselsafgifter - eller roadpricing - "uundgåeligt", hvis benzin- og dieselbiler i de kommende år skal erstattes af grønne alternativer, uden at staten hvert år mister indtægter i milliardklassen.



I en klimaplan frem mod 2030 har partiet foreslået, at det på sigt skal koste 1,25 kroner per kilometer i byer, 50 øre på motorvej og 10 øre på øvrige veje.

- Vi er meget åbne over for at diskutere modellen. Men der skal findes en model for roadpricing, siger Pernille Skipper til Politiken.



Hun ønsker, at en ny regering sætter gang i det indledende arbejde med det samme.

Et bredt flertal i Folketinget er enige om, at transportsektoren skal omkalfatres. Men metoden og finansieringen er uafklaret.



Ifølge politisk ordfører og klimaordfører Rasmus Nordqvist fra Alternativet er det et problem, at skiftende regeringer udskyder de svære beslutninger.



- Vi ved, at det her foregår. Vi har tidligere fået det anbefalet af kloge folk. Lad os nu komme i gang, siger Rasmus Nordqvist til Ritzau.

SF vil afdække mulighederne for roadpricing i byerne og andre områder med trængsel. Partiet ser det som en "fair beskatning". Politisk ordfører Karsten Hønge ser ingen grund til at lade det indledende arbejde afhænge af kommissionen.

- Roadpricing, det er jeg stensikker på, bliver under en eller anden form en vigtig del af fremtidens måde at beskatte transport på, siger Hønge til Ritzau.



Hos De Radikale har politisk leder Morten Østergaard over for Ritzau 8. juni kaldt roadpricing "uundgåeligt".

- Vi skal finde en anden måde at beskatte bilisterne på, og roadpricing er en gammel radikal tanke, sagde han.

Socialdemokratiet har løbende været skeptisk. På et spørgsmål om, hvorvidt partiet har overvejelser om, at roadpricing kan være med til at sikre et provenu til statskassen, svarer S-formand Mette Frederiksen nej.



Hun er fortsat skeptisk.

- Det synes vi, der er nogle store udfordringer forbundet med, siger hun til Politiken.

/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

Mest læste

19. AUG 2019 • 18:05 FOR ABONNENTER

Pladsen i 3. division blev sikret med hiv og sving

18. AUG 2019 • 16:17SPORT

Solon gjorde det igen

17. AUG 2019 • 17:37SPORT

Point til unge NB’ere