12. JUL 2019 • 15:31ERHVERV/POLITIK

Morten Løkkegaard tror på EU-toppost til Vestager

Europaparlamentariker Morten Løkkegaards "klare fornemmelse" er, at Vestager ender i stærk magttrio i EU.

Venstres Morten Løkkegaard, som sidder i den liberale gruppe Renew Europe i EU-Parlamentet, mener, at Margrethe Vestager ender med at blive førstenæstformand i EU-Kommissionen.

- Det er min klare fornemmelse, at det går den vej. De ting og sager, der skete torsdag, tyder på, at vi bevæger os i den rigtige retning. Så det er min klare overbevisning, at det er der, vi ender, siger Løkkegaard.

Han udsendte torsdag aften et tweet med samme budskab.



Det siger han efter en uge, hvor der ellers ikke offentligt er blevet givet garantier for, at Vestager ender med at blive førstenæstformand i EU-Kommissionen.

Vestager var oprindeligt Renew Europes hovedkandidat til posten som formand for EU-Kommissionen.

Det endte dog med at blive tyske Ursula von der Leyen, der i sidste uge blev nomineret til jobbet af EUs stats- og regeringschefer som del af en større pakke af topjob i EU.

I samme pakke så der ud til at være en plads som førstenæstformand i kommissionen til Vestager. En betydelig post lige under den absolutte magttop, som hun skulle dele ligeligt med socialdemokraten Frans Timmermans.

Von der Leyen har dog i denne uge ikke villet garantere, at Vestagers post bliver ligestillet med Timmermans.

Udmeldingen kom, da hun forsøgte at hente støtte fra ledelsen af EU-Parlamentets politiske grupper. Under mødet med Renew Europe efterspurgte Løkkegaard specifikt en sådan garanti, men fik den ikke.



Hvad der præcist er sket siden, vil Løkkegaard ikke udtale sig om. Han vil dog samtidig ikke afvise, at der har været yderligere kontakt mellem gruppens ledelse og Ursula von der Leyen.

Inden von der Leyen kan beslutte sig for, hvem der skal have hvilke pladser i den næste EU-Kommission, skal hun først godkendes af et flertal i EU-Parlamentet på tirsdag.



Og ifølge Løkkergaard hænger Vestagers topjob sammen med von der Leyens.

- Hvis von der Leyen ikke bliver valgt på tirsdag, så er situationen helt åben igen. Så falder hele konstruktionen fra hinanden, og man skal starte forfra siger Løkkegaard.



/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

21. AUG 2019 • 07:32 FOR ABONNENTER

Efter 30 år slår besøgstallet alle rekorder

21. AUG 2019 • 06:23SPORT

Ny rekord i nye rekorder

Mest læste

19. AUG 2019 • 18:05 FOR ABONNENTER

Pladsen i 3. division blev sikret med hiv og sving

18. AUG 2019 • 16:17SPORT

Solon gjorde det igen

17. AUG 2019 • 17:37SPORT

Point til unge NB’ere