15. JUL 2019 • 11:45ERHVERV/POLITIK

Ordførere roser kommuner for at tilbyde parterapi

Gratis parterapi er positivt, mener ordførere fra V og S, men har ikke umiddelbart planer om at finde penge.

De kommuner, som tilbyder parterapi til borgere i kriseramte ægteskaber, skal have ros for at forsøge at holde sammen på familierne og undgå skilsmisser.



Det mener Venstres sundhedsordfører, Jane Heitmann, som kalder det glædeligt, at kommunerne af egen drift har kastet sig ind i kampen om at sikre, at flere par trives.



- Desværre kan vi konstatere, at flere og flere par af den ene eller anden grund mistrives, og at familierne indimellem har svært ved at få enderne til at nå sammen, siger hun.



- Derfor synes jeg, at kommunerne fortjener ros for at tage initiativer til at sikre, at flere par og familier trives og bliver sammen.



Ifølge en rundspørge, som Politiken har foretaget blandt landets 98 kommuner, hvoraf 67 svarede, tilbyder næsten fire ud af ti kommuner gratis parterapi.

Til sammenligning var det i 2013 godt to ud af ti kommuner.

Camilla Fabricius, som er socialordfører i Socialdemokratiet, mener, at det er meget positivt, at kommunerne har taget opgaven på sig.



Men hun mener, at der er behov for mere datamateriale, før man overhovedet kan begynde at se på, om gratis parterapi skal udrulles i hele landet.



- Det er vældigt interessant at følge, hvordan kommunerne lykkes med det her, for det handler om forebyggelse på det mentale og medmenneskelige plan, siger Camilla Fabricius.



- Vi hjælper på rigtig mange af de fysiske dele, så at det offentlige også går ind på det mentale, er fornuftigt, siger socialordføreren.



Venstres Jane Heitmann håber, at de kommuner, som har gode erfaringer med parterapi til borgere i skrantende ægteskaber, tager initiativ til at udbrede det til flere kommuner.



- Det kommer jo ikke bare den enkelte til gode, men det kommer hele samfundet til gode, at borgere trives, siger hun.



Adspurgt om politikerne på Christiansborg bør være med til at afsætte penge til gratis parterapi, svarer V-ordføreren:



- Er der et ønske fra kommunernes side om at udbrede det, så er det jo et oplagt emne at tage op, når kommunerne skal forhandle med regeringen om de kommunale budgetter, siger hun.



Skilsmisseprocenten i Danmark har de seneste årtier været stabil og lå sidste år på 46,5 procent.



/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

Mest læste