18. AUG 2019 • 12:19ERHVERV/POLITIK

Regeringen præsenterer tidligst ny pensionsmodel til foråret

Regeringen vil ikke fremlægge model for differentieret pensionsalder før efter overenskomstforhandlingerne.

Socialdemokratiet vil ikke blande sig i de kommende overenskomstforhandlinger.



Derfor vil partiet først præsentere en model for differentieret pension når arbejdsmarkedets parter er blevet enige om en aftale.



Det skriver Berlingske søndag.

I juni forsikrede den nyudnævnte statsminister, Mette Frederiksen (S), ellers om, at arbejdet med at sikre en ret til tidligere folkepension var det første, regeringen ville gå i gang med.

Nu er meldingen dog en anden fra Socialdemokratiet.



Til Berlingske fortæller beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S), at regeringen ikke fremlægger en model, før der er en overenskomstaftale. Det skyldes en frygt for ellers at komme til at påvirke forhandlingerne.



Overenskomstforhandlingerne begynder i oktober, og de ventes bragt til ende i løbet af foråret 2020.



Ministerens melding møder skarp kritik fra Dansk Folkepartis leder, Kristian Thulesen Dahl.



Han mener, at det "i den grad vil give god mening, at arbejdsmarkedets parter kender regeringens udspil, inden de indgår overenskomst".



- For hvem skal have retten til tidligere folkepension, og hvem skal ikke have retten? De danskere, der ikke skal have retten, vil arbejdsmarkedets parter jo være nødsaget til at hjælpe på en anden måde i forhold til nedslidning, siger Kristian Thulesen Dahl til Berlingske.

S-forslaget om differentieret pensionsalder blev første gang lanceret i januar. Forslaget skulle gælde de mest nedslidte og de personer, der har været længst tid på arbejdsmarkedet.



Det blev gennem foråret et af partiets store mærkesager. Forslaget blev dog siden kritiseret fra flere sider for at være for ukonkret.



Dansk Arbejdsgiverforening glæder sig over, at S ikke vil forstyrre overenskomstforhandlingerne.

- Det er afgørende, at der er ro omkring forhandlingerne, og derfor er det vigtigt, at politikerne ikke kommer med forslag efter efterårsferien, der kan forstyrre, skriver direktør for Dansk Arbejdsgiverforening, Jacob Holbraad, i en mail til Berlingske.



/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

15. SEP 2019 • 06:37

Skiltet savnes stadig

14. SEP 2019 • 18:19

Samlere samler sig til udstilling

14. SEP 2019 • 18:02

Anna Holm tester formen

14. SEP 2019 • 17:56SPORT

Dårlig RIK-dag på Amager

Mest læste

14. SEP 2019 • 17:56SPORT

Dårlig RIK-dag på Amager

14. SEP 2019 • 17:29SPORT

Straffespark gav ét point

12. SEP 2019 • 20:15 FOR ABONNENTER

Et nyt spil er kommet til Bornholm

11. SEP 2019 • 11:27SPORT

Cort med Astana til Canada

11. SEP 2019 • 11:21 FOR ABONNENTER

Lasse Holmgaard tilknyttes Elite Bornholm

11. SEP 2019 • 07:14SPORT

Fine løb på våd travaften