20. AUG 2019 • 08:33ERHVERV/POLITIK

OVERBLIK: Venstres turbulente august

Den politiske sæson er begyndt noget rodet i Venstre, hvor både Løkke og Kristian Jensen er kommet under pres.

Det begyndte med et Kristian Jensen-interview i Berlingske. Og siden da har Venstre været et brandvarmt politisk emne efter sommerferien.



Her er et overblik over Venstres brogede august:

* 5. august: Formand Lars Løkke Rasmussen slår efter et gruppemøde fast, at Venstres ambition stadig er et bredt politisk samarbejde. Han siger, at "de meldinger, Venstre gav i valgkampen, selvfølgelig er nogle, vi vedstår os".



Næstformand Kristian Jensen giver samme dags morgen - inden gruppemødet - et interview med Berlingske. Det bringes tre dage senere i avisen.

* 8. august: Berlingske bringer interviewet. Kristian Jensen siger, at Venstre bør droppe tanken om at danne en SV-regering.



* 9. august: I forbindelse med Venstres sommergruppemøde udtaler partiets nestor Claus Hjort Frederiksen, at Kristian Jensen bør gå af som næstformand.

Løkke og Kristian Jensen slår fast, at det delte formandskab i Venstre står fast. Begge vil stille op til genvalg på deres respektive poster på partiets landsmøde til november, siger de.

* 11. august: Claus Hjort Frederiksen skriver på Facebook, at det delte formandskab er fortid.

* 12. august: Til TV Midtvest siger Kristian Jensen, at formandskabet er uændret.

* 15. august: Claus Hjort Frederiksen skriver på Facebook, at der ikke længere er behov for ændringer i Venstres ledelse. Det er han kommet frem til efter et møde i Venstres forretningsudvalg, hvor emnet blev drøftet.

I en intern mail til partimedlemmerne skriver Løkke, at "den seneste uge har ikke været god for os". Og han tilføjer:

- Der har været alt for meget fnidder og medietumult i forbindelse med folketingsgruppens konstituering og det efterfølgende sommergruppemøde.



- Det skal vi nu have lagt bag os!

* 18. august: Løkke siger i interview til avisen Danmark, at han selv kunne have gjort mere for at undgå krisen i Venstre.



- Jeg tog for let på det hen over sommeren, siger Løkke.

I et interview med Deadline på DR2 siger Løkke, at formandskabet i Venstre er en myte.



- Det er jo en kendt sag, at vi havde en krise i partiet for snart mange år siden, i 2014, som jo endte med, at vi ikke foretog nogle ændringer.



- Jeg er formand, og Kristian er næstformand. Jeg introducerede selv sådan lidt improviseret: Vi udgør Venstres formandskab, siger Løkke.

* 20. august: Fire medlemmer af Venstre står frem med navn i Jyllands-Posten og kræver Løkke afsat som formand og Kristian Jensen afsat som næstformand.



Bent Jørgensen, byrådsmedlem for Venstre i Roskilde Kommune, og Kåre Ghisler Fuglsbjerg, næstformand for Venstre Roskilde Midt, skriver en kronik om det.



Svend Møller Sørensen, medlem af Venstres hovedbestyrelse og kommuneforeningsformand i Skanderborg, og Mette Marie Thomsen, kommuneforeningsformand i Holstebro og ligeledes medlem af hovedbestyrelsen, er også citeret i avisen.

/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

15. SEP 2019 • 06:37

Skiltet savnes stadig

14. SEP 2019 • 18:19

Samlere samler sig til udstilling

14. SEP 2019 • 18:02

Anna Holm tester formen

14. SEP 2019 • 17:56SPORT

Dårlig RIK-dag på Amager

Mest læste

14. SEP 2019 • 17:56SPORT

Dårlig RIK-dag på Amager

14. SEP 2019 • 17:29SPORT

Straffespark gav ét point

12. SEP 2019 • 20:15 FOR ABONNENTER

Et nyt spil er kommet til Bornholm

11. SEP 2019 • 11:27SPORT

Cort med Astana til Canada

11. SEP 2019 • 11:21 FOR ABONNENTER

Lasse Holmgaard tilknyttes Elite Bornholm

11. SEP 2019 • 07:14SPORT

Fine løb på våd travaften