17. SEP 2019 • 15:11ERHVERV/POLITIK

De Konservative klar til at støtte regeringens klimamål

Søren Pape støtter regeringens mål om 70 procent CO2-reduktion i 2030, så længe det ikke koster vækst og job.

De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, rækker hånden ud til rød blok og er klar til at støtte regeringens mål om 70 procents CO2-reduktion i 2030.

Det siger partiformand Søren Pape Poulsen til avisen Børsen. Støtten til en kommende klimalov er dog ikke givet på forhånd. Først skal regeringen sikre, at resultatet ikke bliver færre job og lav vækst som følge af den grønne omstilling.

- Der er to grunde til, at vi støtter 70-procent-målsætningen. Den ene er, at vi alle skal tage det her kæmpe ansvar for den største udfordring, som min generation af politikere står over for at skulle løse.

- For det andet er der vist en vej ikke mindst med Dansk Industris rapport om, at vi kan nå målene, hvis vi vil, uden det koster på den personlige frihed, højere skatter eller lavere vækst.

- Så vi kan både styrke Danmark, styrke arbejdspladserne, styrke vores økonomi og vækst, samtidig med at vi gør noget godt for vores klima, siger Søren Pape til Ritzau.

Socialdemokratiet satte i juni sammen med De Radikale, SF og Enhedslisten et mål om, at landets CO2-udledning skal reduceres med 70 procent i 2030, når der sammenlignes med år 1990.

Med støtte fra De Konservative kan der blive skabt et bredere flertal, der går hen over midten. Søren Pape mener, at det er realistisk at nå en fælles aftale.



- Vi vil bide os fast i forhandlingsbordet og sige, at vi er med på de 70 procent. Men når der skal laves handlingsplaner, skal vi have en håndbremse i loven, som vi kan hive i, hvis den begynder at koste arbejdspladser og vækst, siger partiformanden.



Lars Sandahl Sørensen, der er administrerende direktør i Dansk Industri (DI), er begejstret over Papes velvilje. Direktøren opfordrer samtidig de resterende partier i blå blok til også at bakke op om den.

Erhvervsorganisationen fremlagde selv en 124 sider lang klimaplan søndag, der har til formål at mindske udledningen af CO2 med 65-70 procent i 2030. Det er på baggrund af den, at De Konservative melder sin støtte.



Planen kan skabe 120.000 job i private virksomheder og løfte dansk velstand med 110 milliarder kroner, vurderer DI.

Sophie Løhde, der er Venstres fungerende politiske ordfører, forholder sig over for Børsen ikke til spørgsmålet om, hvorvidt partiet vil støtte reduktionsmålet.

De Konservative var det eneste parti fra blå blok, der bakkede op om den seneste klimalov fra 2014.



/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

Mest læste

12. OKT 2019 • 17:58SPORT

RIK og NB Bornholm fik fuld gevinst

12. OKT 2019 • 15:19SPORT

Halloween blev fejret på travbanen

11. OKT 2019 • 20:02 FOR ABONNENTER

RIK skal tilbage på sejrssporet