20. SEP 2019 • 13:02ERHVERV/POLITIK

Redaktør om DFs klimakovending: Troværdigheden er ikke høj

Dansk Folkeparti bakker op om klimamål på 70 procent. I valgkampen kritiserede DF andre for "overbudspolitik".

Dansk Folkeparti vil nu have kul på klimavognen og støtter målet om 70 procents reduktion af CO2 og andre drivhusgasser i 2030.

Det kniber dog med troværdigheden, mener politisk redaktør ved Avisen Danmark Thomas Funding. I valgkampen mente DF, at debatten var præget af "hysteri" og "overbudspolitik".



- DFs troværdighed på det her er ikke voldsom høj, og jeg er lidt overrasket over det, siger Thomas Funding.

DF-formand Kristian Thulesen Dahl kalder det en svær beslutning at gå med på at skrive under på et mål om 70 procents reduktion, fordi det endnu ikke står klart, hvordan målet konkret skal nås.



Ved folketingsvalget 5. juni led Dansk Folkeparti det største nederlag i moderne politisk historie og mistede 21 folketingsmedlemmer.

På valgaftenen konkluderede tidligere partiformand Pia Kjærsgaard (DF), at det måske skyldtes "klimatosserne".

Derfor kniber det med troværdigheden, mener Thomas Funding, der dog kan se et strategisk rationale i det, men samtidig en faldgrube.

Hvis alle partier er enige om samme klimamål, bliver debatten måske overflødig.



- Hvis vælgerne ved næste valg ikke stemmer med udgangspunkt i klima, så håber DF, at det kan blive udlændinge, hvor DF står stærkere, siger han.

Faldgruben er, at partiet Nye Borgerlige er kommet i Folketinget med fire mandater.

Partiet vil stå klar til at samle Dansk Folkepartis utilfredse vælgere op, hvis de bliver ramt af klimatiltag som ekstra skat på kød eller flyrejser.



- Men DF skal passe på, for sandsynligheden for, at Nye Borgerlige går med i en klimalov, er ikke særlig stor, og de vil kritisere DF for at gå med i en klimalov.

- Hvis det går ud over DFs vælgergrupper, vil Nye Borgerlige være på den med det samme og kritisere DF, så der er en vis risiko, siger Thomas Funding.

DF stiller ét krav til klimaloven, som statsminister Mette Frederiksen (S) har bebudet, at regeringen vil have vedtaget inden jul.

Hvis ikke Danmark når hele målet, skal det være muligt at foretage initiativer uden for Danmark, der reducerer udledningen.



/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

Mest læste