9. OKT 2019 • 06:00ERHVERV/POLITIK

Danmark giver 50 millioner mere til bekæmpelse af aids

Fond, der bekæmper aids, vil modtage yderligere 50 millioner kroner fra Danmark. Aids-Fondet roser regeringen.

Danmark hæver bidraget til bekæmpelse af aids, tuberkulose og malaria med 50 millioner kroner. Det fortæller minister for udviklingssamarbejde Rasmus Prehn (S).

- Det er kolossalt vigtigt for Danmark at styrke indsatsen mod tuberkulose, hiv og aids. Navnlig i Afrika er der store problemer, og det er navnlig kvinderne og pigerne, der bliver ramt, siger Rasmus Prehn.



Den Globale Fond arbejder for at bekæmpe aids, tuberkulose og malaria. Siden 2002 har fonden reddet 32 millioner menneskeliv, skriver fonden på sin hjemmeside.



Med det øgede bidrag vil den nu modtage i alt 350 millioner kroner fra Danmark over de næste tre år. Det gør Danmark til fondens 14. største bidragyder.



- Set i lyset af hvor mange vigtige opgaver der er i verden, synes jeg, det er flot at kunne øge indsatsen mod tuberkulose, hiv og aids med 16,6 procent, siger udviklingsministeren.



Den danske organisation Aids-Fondet kalder stigningen for en god start efter flere år med nedskæringer i bidraget til Den Globale Fond.



- Vi ser det her som en rigtig god start og et signal om, at nu vil man altså sætte en prop i besparelserne. Vi har ros til den danske regering for at hæve bidraget, siger direktør i Aids-Fondet Andreas Gylling Æbelø.

Han mener, at støtten til netop Den Globale Fond er vigtig, fordi den arbejder direkte med de allermest udsatte befolkningsgrupper.



- Det er vanvittigt vigtigt, hvis vi skal nå målet om at bekæmpe aids- epidemien i 2030, at vi så satser på lige præcis de grupper, der er de allermest udsatte, siger Andreas Gylling Æbelø.

Halvdelen af de 50 millioner kroner i yderligere bidrag til fonden tages ifølge udviklingsministeren fra støtte til vaccinealliancen Gavi. Den anden halvdel kommer blandt andet fra landeprogrammer, der sættes på pause.



- Vi har jo haft en stigning i BNI, og så har vi nogle landeprogrammer, der kan vente med at blive fornyet, siger Rasmus Prehn.

Ligesom Danmark har Norge og Sverige valgt at hæve deres bidrag til fonden med 16,6 procent.

Med henholdsvis to milliarder og halvanden milliard giver de to lande dog en del mere end Danmark.



/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

Mest læste

12. OKT 2019 • 17:58SPORT

RIK og NB Bornholm fik fuld gevinst

12. OKT 2019 • 15:19SPORT

Halloween blev fejret på travbanen

11. OKT 2019 • 20:02 FOR ABONNENTER

RIK skal tilbage på sejrssporet