9. OKT 2019 • 13:32ERHVERV/POLITIK

Venstre om øget overvågning: Politiet skal kunne sikre tryghed

Retsordfører Inger Støjberg (V) opfordrer regeringen til at indkalde til forhandlinger om overvågning.

S-regeringens tanker om øget overvågning i det offentlige rum har fået en kølig modtagelse hos flere af regeringens støttepartier.



Hos det største oppositionsparti, Venstre, lyder der mere milde toner. Dog med forbehold for, at regeringen først fremlægger hele udspillet torsdag.



- Vi kender af gode grunde ikke regeringens udspil i detaljer. Men vi er positivt stemt over for at se på muligheden for mere overvågning, siger Venstres retsordfører, Inger Støjberg.



- For Venstre er det bare helt afgørende, at der er en balance mellem friheden til at kunne færdes frit og så politiets mulighed for at skabe et så trygt samfund som muligt, siger hun i en skriftlig kommentar.



Samme melding kommer fra De Konservative. Det siger politisk ordfører Mette Abildgaard (K).



- For os er overvågning et nødvendigt onde. Det er ikke noget, vi i udgangspunkt synes, er rart i et samfund. Men der kan være behov for det. Eksempelvis i forbindelse med de eksplosioner, vi har set i København, siger hun.

Statsminister Mette Frederiksen (S) løfter onsdag i et interview med Berlingske sløret for nogle af planerne i udspillet.



Blandt andet skal der være 300 flere kameraer, som skal kunne sættes op, hvor politiet finder det nødvendigt.



Politiet skal også have fire mobile overvågningsvogne, som kan sættes ind i forbindelse med alvorlige hændelser.



Mulighederne for at overvåge offentlige bygninger skal udvides. Og politiet skal kunne pålægge offentlige myndigheder overvågning efter behov.



Derudover skal det være obligatorisk for alle private og offentlige myndigheder at registrere tv-overvågning i politiets register Polcam, så alle videoovervågningskameraer registreres ét sted.



Ifølge Inger Støjberg er Venstre klar til at sætte sig til forhandlingsbordet med regeringen.



- Det handler om danskernes tryghed. Og der har vi et politisk ansvar for at sikre, at politiet har de nødvendige redskaber til at kunne sørge for, at danskerne kan leve et trygt og sikkert liv.



- Derfor kan jeg også kun opfordre regeringen til at få indkaldt til forhandlinger, så vi kan komme i gang, siger hun.



Hos Alternativet mener politisk leder Uffe Elbæk, at det vil være "en glidebane" at øge overvågningen i forhold til at beskytte privatlivets fred.



- Alternativet synes overhovedet ikke, at vi skal have mere overvågning. Og vi mener, det er et udtryk for en falsk tryghed, hvis man gør det, siger han.



- Jeg kunne forstå det, hvis Mette Frederiksen sagde, at der er en specifik udfordring med en bande, gruppering eller personkreds, og man så ønsker at kunne følge disse personers færden mere målrettet



- Men det med at sige, at nu skal vi have hundredvis af flere kameraer i det offentlige rum, jeg kan simpelthen bare ikke forstå argumentationen, siger Uffe Elbæk.



/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

Mest læste

12. OKT 2019 • 17:58SPORT

RIK og NB Bornholm fik fuld gevinst

12. OKT 2019 • 15:19SPORT

Halloween blev fejret på travbanen

11. OKT 2019 • 20:02 FOR ABONNENTER

RIK skal tilbage på sejrssporet