10. OKT 2019 • 17:56ERHVERV/POLITIK

Svensk minister glæder sig over dansk grænsekontrol

Den svenske regering er glade for, at Danmark nu også vil kontrollere grænsen mellem Danmark og Sverige.

Socialdemokraternes Mikael Damberg, der er indenrigsminister i Sverige, er glad for den danske regerings bebudede grænsekontrol mod Sverige.



Han byder tiltaget velkommen, da der dermed både vil være kontrol ind og ud af Sverige og Danmark.



Det siger Mikael Damberg til det svenske nyhedsbureau TT.



- Jeg byder det velkommen. Vi har haft grænsekontrol mod Danmark i længere tid, og nu indfører Danmark det også mod Sverige.

- Vi er meget enige om, at vi skal lave et endnu tættere samarbejde mellem Sverige og Danmark omkring retshåndhævelse. Det drager vi begge fordel af, siger Mikael Damberg.

Sverige indførte allerede intern grænsekontrol ved enkelte indrejsesteder i november 2015.

Den udføres blandt andet af det svenske politi med paskontrol, når rejsende ankommer til Sverige.



- Kontrol på hver side gør det sværere for de kriminelle at agere, siger Mikael Damberg til TT.



Under flygtninge- og migrantkrisen indførte Danmark i januar 2016 midlertidig grænsekontrol til Tyskland.

Torsdag meddelte justitsminister Nick Hækkerup (S), at der indføres grænsekontrol mod Sverige fra dansk side for at øge sikkerheden.

Der bliver tale om periodisk kontrol, hvilket vil sige, at der vil være kontrol ved færger, i tog og ved Øresundsbroen et par gange om ugen. Kontrollen vil være rettet mod den organiserede kriminalitet.

Det er en del af regeringens sikkerhedspakke, som er en række initiativer, der skal styrke trygheden i det offentlige rum.

Grænsekontrollen indføres 12. november og seks måneder frem.

Regeringen vil også oprette et nyt center for dansk politi i Øresundsregionen med fokus på politisamarbejde og kriminalitetsbekæmpelse. Det skal sikre et tæt samarbejde med svensk politi.

/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

Mest læste