21. OKT 2019 • 14:53ERHVERV/POLITIK

SF vil have skov og ladestandere i finansloven

Finanslovsforhandlingerne fortsætter mandag med fokus på klimaindsats. SF vil som andre partier have skov.

SFs formand, Pia Olsen Dyhr, vil presse på for, at der bliver afsat flere penge til den grønne omstilling, end regeringen lægger op til i sit finanslovsforslag.

Det fortæller formanden på vej ind til forhandlinger med finansminister Nicolai Wammen (S) mandag.



- Vi skal diskutere grøn omstilling. Det handler om elbiler, flyafgift og en mere klimavenlig adfærd i vores samfund.



- Vi har foreslået en flyafgift, der leverer en milliard kroner. Og vi er også klar til at finde mere finansiering. Vi skal have en grøn finanslov, siger formanden på vej ind i mødelokalet.

Pia Olsen Dyhr fokuserer på bedre forhold for eksempelvis elbiler. Det drejer sig ikke kun om at få en langsigtet, stabil lav afgift på dem, men også at få ladestandere flere steder i landet.

- Det kan ikke passe, at det kun er i byerne, man kan oplade en elbil. Det skal vi have lavet om på, siger hun.

Et andet punkt, der er højt på dagsordenen, er at lade staten opkøbe landbrugsjord for at oprette naturområder som skov.

Det er et forslag, som de andre støttepartier, Enhedslisten og Radikale Venstre, deler. SF mener, at der skal opkøbes 100.000 hektar, hvad der svarer til det dobbelte af Falster.



- Vi skal op i ret mange hektar, hvis der skal være en effekt. Derfor skal vi finde ud af, om der er midler, vi kan bruge allerede nu på at opkøbe landbrugsjord og komme i gang. Det skal være i år og ikke næste år.

- Der er dansk landbrugs eget forslag. Jeg tror, vi kan gøre det i samarbejde med landsbruget, siger Pia Olsen Dyhr.

Regeringen har i sit finanslovsforslag afsat 2,1 milliard kroner til den grønne omstilling samt en forhandlingsreserve til det samme, der dog også skal gå til velfærd og støttepartiernes andre ønsker.



- Det er ikke nok, siger Pia Olsen Dyhr og fortsætter:



- Vi er bestemt villige til at finde finansieringen til det. Vi kigger gerne på flyafgifter og på at mindske skatteunddragelse. Vi er åbne, for det må ikke være finansieringen, der stopper os.

Efter mødet med finansministeren var det en forsigtigt optimistisk Pia Olsen Dyhr, der trådte ud af forhandlingslokalet.



- Jeg oplever en åbenhed over for vores forslag, men vi er nok lidt mere ambitiøse end regeringen på klimadagsordenen.

- Når det kommer til elbiler, er udfordringen, at et udvalg arbejder på det. Men vi kan ikke vente på et udvalg, fordi salget er ved at gå i stå, siger Pia Olsen Dyhr og fortsætter:

- Der er ingen tvivl om, at regeringen vil klimadagsordenen. Men ambitionen og hastigheden vil vi gerne skubbe til.

/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

Mest læste

22. OKT 2019 • 16:46SPORT

Det har han aldrig prøvet før

19. OKT 2019 • 20:30 FOR ABONNENTER

Cykelklub skal tage afsked med formandskabet