22. OKT 2019 • 06:00ERHVERV/POLITIK

OVERBLIK: Nyt tolkefirma har været kritiseret fra start

Politiklagemyndighed har valgt ikke længere at bruge udskældt tolkefirma, der nu får bøde.

Tolkefirmaet Easytranslate får en månedlig bøde på 5000 kroner på grund af dårlig kvalitet af oversættelser, der har ført til et skærpet tilsyn.



Firmaet har været kritiseret, siden det overtog tolkeopgaven for myndigheder under Justitsministeriet og Udlændinge- og Integrationsministeriet.

Her kan du blive klogere på aftalen og den kritik, der har været:



* Den tidligere tolkeordning var ikke baseret på et udbud. Efter ændringer i udbudsloven i 2016 blev det vurderet, at ydelserne var udbudspligtige.

* Easytranslate vandt i november 2018 kontrakten på 520 millioner kroner. Firmaet overtog opgaven 1. april.



* Det overordnede princip i udbuddet var at sikre et højere kvalitetsniveau for tolkene. Men Easytranslate er blevet mødt af skarp kritik.

Her er nogle nedslag i kritikpunkterne:



* Retsmøder er blevet aflyst eller udskudt, fordi tolkene ikke er mødt op, og forsvarere har meldt om ringere kvalitet i tolkningen.

* Der har været meldinger om, at regningerne er blevet dyrere, fordi tolkene kommer langvejs fra.



* Pressen har rapporteret om, at sigtede er blevet løsladt, og at nogle er sluppet for mulige bøder, da det ikke var muligt at skaffe tolke.

* Tolke er blevet sendt til opgaver i det offentlige, selv om de ikke har gennemført obligatoriske sprogtest eller er sikkerhedsgodkendt.

* En stor gruppe tolke, der blev brugt før, er ikke tilknyttet Easytranslate. De er utilfredse med en væsentlig lavere betaling hos firmaet.

* Der er indgivet hundredvis af klager over tolkeydelser fra Easytranslate. De fleste handler om, at tolkene ikke er mødt op eller er kommet for sent.



* Rigspolitiet har tidligere bakket Easytranslate op og sagt, at beretningerne om elendig og uforsvarlig tolkning i retssager ikke giver et dækkende billede.



* Men i september slog justitsminister Nick Hækkerup (S) fast, at der var en misligholdelse af kontrakten. Det var dog ikke nok til at ophæve den.



* Hvis samme misligholdelse foreligger efter årsskiftet, så kan det være ophævebegrundende, har ministeren sagt.

* Tirsdag skal Hækkerup igen i samråd, hvor han skal svare på, hvorvidt Easytranslate lever op til sine forpligtelser.



Kilder: Politiken, Rigspolitiet, Berlingske, Folketinget, Information, Justitsministeriet og Advokatsamfundet.

/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

Mest læste

22. OKT 2019 • 16:46SPORT

Det har han aldrig prøvet før

19. OKT 2019 • 20:30 FOR ABONNENTER

Cykelklub skal tage afsked med formandskabet