6. NOV 2019 • 14:46ERHVERV/POLITIK

Kritik preller af på minister i sag om skattevæsnets it-kaos

Folketinget skulle være orienteret tidligere, mener Venstre. Skatteminister mener, at alt er gået efter bogen.

Skatteminister Morten Bødskov (S) mener, at Folketingets partier blev orienteret til tiden i sagen om udskydelsen af det nye boligskattesystem.



Sådan lyder det fra Bødskov, som onsdag svarer på spørgsmål om sagen i Folketingssalen. Det er en række Venstre-politikere, som har stillet ministeren spørgsmål i sagen.

Den handler om, at de nye boligskatter tidligst træder i kraft i 2024. Altså en udskydelse med minimum tre år.

Det er konsekvensen af de store it-problemer i skattevæsenet.

- I forbindelse med min tiltrædelse som skatteminister, bestilte jeg en trykprøvning af en række områder i skattevæsnet. Herunder en trykprøvning af hele ejendomsområdet, siger Bødskov.

- Den viste blandt andet, at hverken økonomien eller tidsplanen holdt. Og det er fuldkommen normalt, at en ny regering igangsætter eftersyn af vigtige og vitale områder.

- Det har rigtig mange regeringer gjort før os. Og jeg føler mig overbevist om, at det også vil ske i fremtiden.

- Det er også helt normalt, at den til enhver tid siddende regering har interne drøftelser om sådanne kritiske udfordringer forud for store udmeldinger. Blandt andet til forligskredse, siger Bødskov.

Det er Venstres Louise Schack Elholm, Torsten Schack Pedersen, Troels Lund Poulsen og Sophie Løhde, som onsdag har stillet en række spørgsmål til ministeren.

Spørgsmålene kredser om det samme. Venstre-politikerne mener, at ministeren skulle have orienteret Folketingets partier tidligere, end tilfældet var.



Mens spørgsmålene er stillet med forskellig ordlyd, svarer Bødskov med nogenlunde samme ordlyd igen og igen. Altså at alt er gået efter bogen. Ifølge ministeren.

Torsdag skal Bødskov i samråd om sagen.

Foruden udskydelsen af det nye boligskattesystem udskydes udsendelsen af de nye ejendomsvurderinger ligeledes fra næste sommer frem til 2022.



Det betyder, at en del af dem, der kunne se frem til at få penge tilbage i skat, skal vente længere.



Ifølge tidligere beregninger fra Skatteministeriet anslås det, at omkring 800.000 boligejere har betalt for meget i boligskat siden 2011. Fra 2020 til 2022 skal de anslået have 14 milliarder kroner tilbage.

Regeringen vil afsætte 1,7 milliarder kroner allerede i 2020 til yderligere genopretning af skattevæsnet.



/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

Mest læste

22. OKT 2019 • 16:46SPORT

Det har han aldrig prøvet før

19. OKT 2019 • 20:30 FOR ABONNENTER

Cykelklub skal tage afsked med formandskabet