7. NOV 2019 • 13:59ERHVERV/POLITIK

Danske toldere har beslaglagt 12.000 ulovlige våben på et år

Flere toldere og bedre pakkeskannere har medført, at der beslaglægges langt flere ulovlige våben.

På bare tre år er der sket mere end en syvdobling i antallet af ulovlige våben, som bliver beslaglagt af Toldstyrelsen.



Det sker, efter at styrelsen har skærpet sin kontrol på området, og det har været nødvendigt, mener skatteminister Morten Bødskov (S).

- De senere år har toldere ved grænsen og i lufthavnen registreret en konstant stigning i ulovlige våben. Det vidner om et stort problem, som vi skal slå hårdt ned på, siger han i en pressemeddelelse.



I 2015 blev der beslaglagt omkring 1400 ulovlige våben af Toldstyrelsen. Det er i 2018 øget til cirka 12.000.



Tendensen fortsætter i 2019, hvor der i årets første ni måneder er beslaglagt godt 9400 ulovlige våben.

Stigningen er et resultat af, at Toldstyrelsen har øget antallet af kontroltoldere og fået nye, mere moderne pakkeskannere.

De beslaglagte våben tæller alt fra kastestjerner, knojern til forskellige knive, herunder springknive, og ulovlige peberspray.



Også genstande, som umiddelbart ikke ligner våben såsom kreditkort, der kan foldes ud som knive, eller strømpistoler camoufleret som lommelygter, læbestift og lignende, bliver opdaget og beslaglagt.



I tolden ser man en del af de såkaldte halsknive, der er kendt fra computerspil som Counter-Strike.



Knivene er efterligninger af våben fra spillet og bliver ofte købt af børn og unge via udenlandske hjemmesider, hvor de ikke nødvendigvis er klar over, at knivene er ulovlige i Danmark.

Når pakker med ulovlige våben beslaglægges, overdrages sagen til politiet, som kontakter modtageren af pakken med en sigtelse for brud på våbenlovgivningen.



Skatteministeren opfordrer derfor forældre til at være opmærksomme på, hvad deres børn køber på nettet.



/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

Mest læste

22. OKT 2019 • 16:46SPORT

Det har han aldrig prøvet før

19. OKT 2019 • 20:30 FOR ABONNENTER

Cykelklub skal tage afsked med formandskabet