8. NOV 2019 • 12:06ERHVERV/POLITIK

Ombudsmanden går ikke ind i sag om omstridt dab-udbud

Det har skabt debat, at Radio Loud vandt dab-udbuddet foran Radio24syv. Også DK4 Radio bød ind på kanalen.

Folketingets Ombudsmand går ikke ind i sagen om Radio- og tv-nævnets dab-sendetilladelse til radiokanalen Radio Loud.



Det oplyser ombudsmanden på sin hjemmeside.

Radio Loud vandt udbuddet foran Radio24syv. Efterfølgende har afgørelsen skabt heftig diskussion.



SF, De Radikale og Venstre har ment, at det måtte være op til ombudsmanden eller Rigsrevisionen at undersøge eventuelt urent trav i sagen.

Men der er ikke noget at gå videre med. Det siger fungerende ombudsmand Henrik Bloch Andersen.

- Resultatet af dette udbud, som jeg forstår, at radiokanalen Loud vandt klart, afhænger af en vurdering af en række forhold, som Folketingets Ombudsmand ikke har særlig fagkyndig viden om.



- Det, der er kommet frem, giver mig derfor ikke grundlag for at indlede en undersøgelse, siger Henrik Bloch Andersen.

Tirsdag i denne uge havde samtlige medieordførere i Folketinget muligheden for at stille spørgsmål til fungerende kulturminister Rasmus Prehn (S) og Radio- og tv-nævnet, der afgjorde udbuddet.

Efter mødet meldte SF, De Radikale og Venstre ud, at sagen fortsat skulle undersøges.



Efterfølgende har to statsrevisorer udtrykt ønske om at lade Rigsrevisionen indlede en undersøgelse af dab-udbuddet. Det drejer sig om Frank Aaen fra Enhedslistens og Liberal Alliances Villum Christensen.

Der er i alt seks statsrevisorer. De kommer fra partierne Enhedslisten, Socialdemokratiet, Venstre, Liberal Alliance, De Radikale og Dansk Folkeparti.

Ritzau har tidligere på ugen været i kontakt med statsrevisorerne Klaus Frandsen (R), Henrik Thorup (DF) og Flemming Møller Mortensen (S).

Ingen af dem ønsker at kommentere en mulig undersøgelse, før alle statsrevisorerne har diskuteret det på et møde senere i november.

Radio Loud, Radio24syv og DK4 Radio blev i udbuddet bedømt på tre kriterier - herunder realismen i planen for driften, økonomisk tilskud og programplaner.



Det har affødt en byge af spørgsmål fra særligt Radio24syv. Blandt andet har Radio24syv sat spørgsmålstegn ved den regnemetode, der er brugt til at give karakterer til de programplaner, som var en del af ansøgningen.

Radio- og tv-nævnet har afvist anklagerne. Dermed er sagen umiddelbart lukket. Der eksisterer nemlig ikke anden klagemyndighed end nævnet selv.

Efter otte år lukkede og slukkede Radio24syv i sidste uge, da sendetilladelsen på FM-båndet ophørte 31. oktober.

Radio4 har taget over, fordi den Aarhus-baserede radiokanal vandt et udbud, som Radio24syv valgte ikke at deltage i grundet lokationskrav.

Radio Loud sender for første gang 1. april 2020.

/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

Mest læste

22. OKT 2019 • 16:46SPORT

Det har han aldrig prøvet før

19. OKT 2019 • 20:30 FOR ABONNENTER

Cykelklub skal tage afsked med formandskabet