19. NOV 2017 • 20:00SPORT

Delaney og Werder vinder i tolvte forsøg i Bundesligaen

Thomas Delaney og Werder Bremen slog Hannover 96 med 4-0 og fik sæsonens første sejr i Bundesligaen.

Werder Bremen tog søndag den første sejr i denne Bundesliga-sæson i en målfest mod Hannover 96.

Thomas Delaney og holdkammeraterne vandt hjemmekampen med 4-0.

Nordtyskerne har fået en forfærdelig sæsonstart, og før søndagens forløsning var holdet uden en eneste sejr i de 11 første spillerunder.

Angriberen Max Kruse kom med tre scoringer og en assist til at spille en hovedrolle i sejren over Hannover.

Før pausen lagde han op til Fin Bartels 1-0-mål, og efter pausen diskede Kruse op med et vaskeægte hattrick.

Thomas Delaney fik fuld spilletid på hjemmeholdets midtbane.



Med sejren bytter Werder Bremen 17.-pladsen ud med Bundesligaens 16.-plads, hvor holdet har otte point. Samtidig har Bremen fået kontakt til holdene over nedrykningsstregen.



/ritzau/

Mest læste