20. NOV 2017 • 12:52SPORT

FCM Håndbold har fundet nyt navn og henter profiler

Herning-Ikast Håndbold er det nye navn på klubben, der henter spillere som Sarah Iversen og Stine Skogrand.

Håndboldklubben FCM Håndbold skal fra næste sæson hedde Herning-Ikast Håndbold.



Det meddeler klubben i en pressemeddelelse.



Navneskiftet sker i forbindelse med, at FCM Håndbold bliver udskilt fra det selskab, der også har fodboldklubben FC Midtjylland under sig.



En lokal investorgruppe, der består af 25 personer, virksomheder og selskaber, primært fra nærområdet, har overtaget ejerskabet og driften af håndboldklubben.



- Vi er lykkedes med et bredt ejerskab, både geografisk og med antallet af skuldre, således at vi kan tale om et lokalt ejerskab fra Herning, Ikast og omegn, der tilsammen har skudt syv millioner i det nye selskab.



- Det er en proces, der er forløbet over et halvt år, og som nu er mundet ud i et bredt og forankret kapitalgrundlag, siger bestyrelsesformand Lars Gantzel Pedersen.

FCM Håndbold meddeler samtidig, at klubben fra næste sæson henter den danske landsholdsspiller Sarah Iversen i Nykøbing Falster samt den norske landsholdsspiller Stine Skogrand i Silkeborg-Voel KFUM.



Begge har fået treårige kontrakter med den klub, der altså kommer til at hedde Herning-Ikast Håndbold.



- Jeg har en forventning om, at man bliver presset til alle træninger, og det håber jeg kan styrke mig, så jeg kan beholde min landsholdsplads, siger Sarah Iversen.



Klubben har desuden forlænget med profiler som Sabine Englert, Veronica Kristiansen og Louise Burgaard samt talentet Emma Friis.

Englert og Friis har forlænget til 2019, Burgaard til 2020, mens Kristiansen bliver i klubben til 2021.



/ritzau/

Mest læste