19. JUN 2018 • 15:20SPORT

Mikkel Bødker skifter fra San Jose til Ottawa i NHL

Den danske ishockeyspiller Mikkel Bødker er blevet handlet fra San Jose Sharks til Ottawa Senators.

Den danske ishockeyspiller Mikkel Bødker skifter fra San Jose Sharks til Ottawa Senators i NHL.



Det meddeler Ottawa Senators tirsdag på Twitter.



Handlen sker som et led i en større byttehandel mellem klubberne, hvor flere spillere indgår.



Ottawa Senators bliver danskerens fjerde klub i NHL.



- Mikkel Bødker er en konkurrencedygtig, alsidig tovejsforward, der kan spille på begge wingpositioner.

- Hans statistik viser, at han spiller sit bedste ishockey i de vigtigste kampe, både i playoffs og i landskampe.

- Hans styrker - især hans hurtighed - passer sammen med hans lederskab som veteran ind i vores visioner for holdet, siger Pierre Dorion, der er general manager i Ottawa Senators.



Efter to sæsoner i San Jose er det altså endnu en gang blevet tid til et klubskifte for danskeren, der for nylig deltog for Danmark ved VM på hjemmebane.



28-årige Mikkel Bødker blev i 2008 valgt som nummer otte af Phoenix Coyotes i NHL-draften, hvor klubberne vælger fremtidens stjerner.



Samme år fik han debut i NHL for Phoenix Coyotes, der senere skiftede navn til Arizona Coyotes.



Han nåede i første halvdel af 2016 et kort ophold hos Colorado Avalanche, inden han for to år siden skiftede til San Jose Sharks.



Mikkel Bødker spillede i sidste sæson 74 kampe i NHL-grundspillet for San Jose Sharks, hvor han scorede 15 mål og lavede 22 assister.



I slutspillet var han med i yderligere 10 kampe, hvor han lavede 1 mål og 5 assister.



San Jose Sharks tabte i anden runde af slutspillet med 2-4 i kampe til de senere tabende finalister, Vegas Golden Knights.



Jannik Hansen er nu eneste dansker i San Jose Sharks.



/ritzau/

Mest læste