14. MAR 2019 • 20:53SPORT

Shiffrin vinder sin første World Cup-titel i super-G

Den amerikanske skidronning satte sig torsdag på super-G-tronen for første gang i karrieren.

Suveræne Mikaela Shiffrin havde allerede sikret sig den samlede World Cup-sejr og disciplintitlen i slalom.

Men torsdag sikrede hun sig for første gang i karrieren titlen i super-G, da hun blev nummer fire i sæsonens sidste super-G-løb, der blev kørt i Andorra.

Torsdagens konkurrence blev vundet af tyskeren Viktoria Rebensburg, der kørte ned ad bjerget i tiden 1 minut og 23,91 sekunder.

Shiffrin var 0,44 sekunder langsommere end den tyske konkurrent, men det generer hende næppe voldsomt, når hun kigger på den samlede stilling.

Efter det sidste løb har 24-årige Shiffrin 350 point - 47 point flere end Nicole Schmidhofer på andenpladsen.

World Cup-triumfen i fartdisciplinen super-G kom faktisk bag på den amerikanske skidronning, der inden denne sæson aldrig havde sejret i et World Cup-løb i super-G.



Mikaela Shiffrin er kendt for at hælde mere til de tekniske discipliner.



- Det er specielt, for jeg troede ikke, at jeg ville være i den position i super-G allerede i denne sæson.



- Det er fantastisk, som alle har arbejdet sammen, og vi er alle så stolte, og alle føler et ejerskab for det her, siger Mikaela Shiffrin ifølge AP med adresse til sin stab af trænere.



Før torsdagens løb havde amerikaneren et forspring på 36 point til Tina Weirather fra Liechtenstein, som har vundet titlen i super-G de seneste to sæsoner.

Weirather var også på vej mod et godt resultat, men hun missede en port og blev ikke noteret for et resultat.

Kvinderne mangler kun to alpine konkurrencer i World Cup-sæsonen. De køres begge i Andorra over weekenden.

Shiffrin, der netop er fyldt 24 år, har allerede i karrieren vundet tre samlede sejre i World Cuppen og seks samlede World Cup-sejre i slalom.



Hun har vundet 58 World Cup-løb og jagter Lindsey Vonns rekord på i alt 82 World Cup-sejre hos kvinderne.



Lindsey Vonn stoppede som 34-årig sin karriere tidligere på sæsonen.



/ritzau/

23. MAJ 2019 • 11:08 FOR ABONNENTER

Ret til tidligere pension for visse faggrupper?

23. MAJ 2019 • 09:27 FOR ABONNENTER

Lea står ved forslag om at skære på friskolerne

Mest læste