17. MAR 2019 • 21:21SPORT

Danske curlingkvinder lider tredje VM-nederlag i træk

Søndag bød på yderligere to nederlag, så Danmark nu har tabt de tre første kampe ved VM i curling i Silkeborg.

De danske curlingkvinder er kommet skidt i gang med VM i curling, der spilles i Silkeborg.



Søndag aften måtte skipper Madeleine Dupont og resten af det danske hold indkassere det tredje nederlag i turneringen i lige så mange kampe.



Danmark mødte Sverige, som endte med at vinde dysten med 7-3.



Nederlaget kom, efter at Danmark tidligere søndag også blev besejret af Rusland, mens danskerne indledte VM lørdag aften med et nederlag til USA.



Svenskerne bragte sig foran 2-0 i første ende og kom også foran 4-1 efter fire ender, inden danskerne reducerede til 2-4.



Tre point i sjette ende skabte dog stor afstand, og da Danmark i syvende ende blot hentede et enkelt point, så troede danskerne ikke på den teoretiske mulighed for at vende slaget og gav op inden de tre sidste ender.



Tidligere søndag gjaldt det mødet med Rusland, og det blev en tæt affære, der først blev afgjort med et enkelt point i tiende og sidste ende. Desværre for danskerne var det i russisk favør, og Rusland vandt med 7-6.

Første ende sluttede uden point til nogen af holdene, men i anden ende fik danskerne problemer og kom bagud med 0-2.

I tredje ende gik det noget bedre for det danske hold, der fik sat nogle fine sten og fik hele tre point til kontoen.



Men russerne svarede igen med et enkelt point i fjerde ende, og så var der udlignet.

I femte ende kom danskerne igen foran med et enkelt point, da Madeleine Dupont satte den sidste sten helt perfekt.

Danmark fik sat mange gode sten i sjette ende, men holdet formåede ikke at beskytte dem, og dermed lykkedes russerne med at få et enkelt point og udlignede dermed igen.

De to hold fortsatte det tætte parløb resten af kampen.



Syvende ende sluttede uden point, men i ottende ende fik russerne sat to point ind på kontoen.

Så var presset på danskerne, der i niende ende tog det køligt og svarede igen med to point og udlignede til 6-6.

I tiende og sidste ende måtte danskerne bøje sig for russerne, der fik et point og dermed tog sejren.



Ud over skipper Madeleine Dupont består det danske hold af søsteren Denise Dupont, Julie Høgh, Lina Knudsen og Gabriella Qvist.



VM slutter 24. marts med finalen og kampen om bronzemedalje.

/ritzau/

23. APR 2019 • 17:11 FOR ABONNENTER

Leder: Ja, hva’ så nu, Bornholm?

23. APR 2019 • 16:07 FOR ABONNENTER

Travlhed på bildæk: Passagerer var bange for at blive glemt

Mest læste

18. APR 2019 • 23:35SPORT

Nyt stadionnavn til høring

18. APR 2019 • 17:29SPORT

NB Bornholm tabte i Hellerup

18. APR 2019 • 16:16SPORT

Rønne fB sejrede skærtorsdag