18. MAR 2019 • 11:10SPORT

Chelsea-manager: Spillerne virker mentalt blokerede

Den resterende del af sæsonen handler for Chelsea i høj grad om at komme i Champions League i næste sæson.

Chelsea tabte søndag endnu et stort skridt i kampen om at slutte i Premier Leagues top-4, som giver adgang til Champions League i næste sæson.



Med et 0-2-nederlag ude til Everton er Chelsea lige nu placeret på sjettepladsen i ligaen med 57 point efter 30 kampe.



London-klubben har et enkelt point op til Manchester United på femtepladsen, mens Arsenal har tre point mere på fjerdepladsen.

Tottenham er placeret på tredjepladsen med 61 point efter 30 kampe, så blot fire point adskiller nummer tre til seks.



Chelsea-manager Maurizio Sarri så i søndagens fodboldkamp sit hold spille to helt forskellige halvlege.



- Jeg er bekymret over vores mentalitet.

- Vi spillede de bedste 45 minutter i denne sæson i første halvleg, og pludselig stoppede vi med at spille fodbold. Jeg ved ikke hvorfor.

- Det var svært for spillerne at forklare mig, hvad der ændrede sig. Derfor er det svært for mig at forklare. Det er formentlig en mental blokade, siger Sarri ifølge AFP.



Italieneren har før signaleret rådvildhed både under og efter kampene, og manageren er lige nu usikker på hele situationen, når han skal evaluere præstationen mod Everton.



- I øjeblikket er dette vores grænse. Hvis vi er i stand til at spille som i første halvleg, så kan vi ende i en anden position i tabellen, men vi har et problem, siger Sarri.

Manageren mener nemlig, at det kan ende skidt, hvis Chelsea spiller som i anden halvleg mod Everton.

- Så er det umuligt at komme op i top-4, vurderer Sarri.



Chelsea mangler at spille otte kampe i ligaen, men holdet er også videre til kvartfinalerne i Europa League, hvor modstanderen er Slavia Prag.



Vinder Chelsea Europa League, giver det en plads i næste sæsons Champions League.



/ritzau/

Mest læste