18. MAR 2019 • 23:49SPORT

Konkurrencestyrelse afslutter sag om stadionnavn i Viborg

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har valgt at afslutte en sag, der drejer sig om Energi Viborg Arena.

Sagen om fodboldklubben Viborg FFs videresalg af navnet på det kommunale stadion er slut.

Mandag aften skriver Viborg Folkeblad, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har valgt at afslutte sagen, som går helt tilbage til 2010.



Den drejer sig om Viborg FF, som har tjent penge på at videresælge navneretten til et kommunalt stadion. Det, der siden 2011 har heddet Energi Viborg Arena.



Spørgsmålet har derfor været, om det har været konkurrenceforvridende og skjult kommunal støtte, at Viborg FF har købt rettighederne til stadionnavnet for 50.000 kroner per år af kommunen og derefter solgt det for en million kroner til Energi Viborg, der er ejet af Viborg Kommune.

Beslutningen om at droppe sagsbehandlingen vækker glæde i fodboldklubben. Det fortæller Viborg FFs direktør, Morten Jensen.

- Udfaldet viser jo, at der er blevet handlet med en kommerciel vare til det, den er værd, og det har vi det rigtig godt med.



- Det er en stor befrielse, at vi ikke længere skal bruge negativ energi på det, siger Morten Jensen til Viborg Folkeblad.



Viborgs borgmester, Ulrik Wilbek, er også godt tilfreds med beslutningen.

- På Viborg Kommunes vegne synes jeg, at det er rigtig glædeligt, at sagen nu er afsluttet, og at det er endt sådan. Men resultatet er også, som vi forventede, siger han til avisen.



/ritzau/

Mest læste

18. APR 2019 • 23:35SPORT

Nyt stadionnavn til høring

18. APR 2019 • 17:29SPORT

NB Bornholm tabte i Hellerup

18. APR 2019 • 16:16SPORT

Rønne fB sejrede skærtorsdag