16. APR 2019 • 16:08SPORT

Juventus skal være på dupperne mod rapfodede Ajax-spillere

Ajax har i denne sæson spillet lige op med mod storklubber som Bayern München, Real Madrid og Juventus.

Der er ikke meget pondus over navnene Matthijs de Ligt, Frenkie de Jong og Dusan Tadic, når de sammenlignes med Juventus-stjerner som Cristiano Ronaldo, Paulo Dybala og Leonardo Bonucci.

Ikke desto mindre kan Ajax-spillerne tirsdag aften kvalificere sig til semifinalen i Champions League for første gang siden storhedstiden i midten af 1990erne.



Modstanderen i kvartfinalen er Juventus. Efter 1-1 i Amsterdam i sidste uge er alt åbent før returopgøret i Torino.

Den tidligere fodboldspiller Martin Jørgensen, der i dag er kommentator for TV3 Sport, var på lægterne til første møde i Holland.

Bedømt på spil og chancer havde en sejr til Ajax været logisk, mener han.

- Ajax var toneangivende. Juventus kom til at stå og parere og havde problemer med de hurtige Ajax-spillere.

- De spiller flot, de spiller hurtigt. De presser, og de genpresser. Det er et hold, der tænker frem ad banen.



- Hvis der skulle have været en vinder af den kamp, var det Ajax. Men de formåede ikke at få scoret på deres chancer. Det var også historien på hjemmebane mod Real Madrid, hvor Ajax også skulle have vundet, lyder det fra Martin Jørgensen.



For at nå frem til kvartfinalen udraderede hollænderne de forsvarende mestre fra Real Madrid med 4-1 på Bernabéu.

Forinden havde spanierne vundet 2-1 i Amsterdam, men storspil i den spanske hovedstad sendte Ajax videre.

Men tirsdag venter en helt anden styrkeprøve, vurderer Ajax cheftræner, Erik ten Hag.

- Det her hold (Juventus, red.) er meget bedre end Real Madrid. Det er meget modent. Vi gjorde det virkelig godt i sidste uge, og det skal vi gøre igen, sagde cheftræneren ifølge uefa.com på mandagens pressemøde.

Kampen fløjtes i gang klokken 21. Det samme gør returopgøret mellem Barcelona og Manchester United i en af de øvrige kvartfinaler.



/ritzau/

Mest læste

13. JUL 2019 • 19:49 FOR ABONNENTER

Træneren savner opbakning til Nexøs nye projekt