22. APR 2019 • 15:48SPORT

Vendsyssel-træner: Reduceringer kan blive vigtige

Vendsyssel tabte mandag til Hobro, men to mål undervejs kan få betydning i afgørelsen af nedrykningspuljen.

Mandag var Vendsyssel på et tidspunkt bagud med 0-3 i superligakampen ude mod Hobro. Men vendelboerne reducerede to gange til slut.



Trods nederlaget hæfter cheftræner Jens Berthel Askou sig ved, at Vendsyssel ikke smed alt for meget i regnskabet om målforskel, som kan blive afgørende i nedrykningsslutspillets pulje 2.

- Det er vigtigt, at vi ikke tabte 0-3. Det var noget, som vi var meget bevidste om. Selv om vi ikke fik point, så glæder vi os meget over de to mål undervejs.

- Vi har vidst hele vejen, at hvert mål kan gå hen og blive afgørende for os, siger Askou.



Inden kampen havde Vendsyssel en negativ målforskel på 16, mens Hobros var på 25. Dermed lå Hobro til at kunne tippe målforskellen til egen fordel, hvis hjemmeholdet havde vundet med fem mål.

Med to point mellem Hobro på fjerdepladsen og Vendsyssel på tredjepladsen inden nedrykningspuljens sidste kamp, så kan holdenes målforskel muligvis komme i spil.

Det sker, hvis Vendsyssel i den sidste kamp spiller uafgjort hjemme mod Randers, mens Hobro vinder ude over AaB.



Men med de nuværende målforskelle skal Hobro vinde kampen mod AaB med syv mål for at tage tredjepladsen med samme antal point som Vendsyssel.

Det betyder, at Vendsyssel med stor sandsynlighed ikke kan overhales med et eventuelt uafgjort resultat i kampen mod Randers.



I Hobro-lejren glæder man sig til gengæld bare over sejren, der er den første i Superligaen, siden nordjyderne slog Esbjerg i slutningen af februar.



Det kan få stor betydning for holdets overlevelse, lyder det fra midtbanekreatøren Vito Hammershøy-Mistrati.

- Hvis du går ind til nogle playoffkampe og har tabt en hel masse, så tror jeg allerede, at du er bagud fra start, hvis du møder nogen fra den anden gruppe, der vinder lidt og taber lidt.



- Hvis vi kom ind til det uden sejr i to måneder, så havde det været rigtigt svært at opretholde en tro på at overraske, siger han.

Vito Hammershøy-Mistrati scorede til 2-0, da Hobro vandt 3-2 over Vendsyssel mandag eftermiddag.

/ritzau/

Mest læste