24. APR 2019 • 16:04SPORT

Sara Slott: Spiseforstyrrelser er større problem end folk aner

Flere danske topatleter blander sig i debatten om spiseforstyrrelser blandt eliteidrætsudøvere.

Som eliteatlet ved man, at man bør passe godt på sin krop og for manges vedkommende også forsøge at holde vægten nede for at være konkurrencedygtig som svømmer, gymnast, løber eller cykelrytter.

Kunsten er at gøre det på en sund måde, så det ikke ender i psykiske problemer eller med en spiseforstyrrelse.



DR har fokus på emnet og sendte mandag dokumentaren "Svømmestjerner - Under overfladen". Her fortalte tidligere og nuværende elitesvømmere om en hårdhændet trænerstil, der førte til psykiske problemer og spiseforstyrrelser.

Og det er langt fra kun svømmere, der kender til fænomenet spiseforstyrrelser blandt eliteatleter, der jagten toppen.

- Det er et rigtig stort problem. Også større end folk aner. Der er ekstremt mange på den internationale scene, som har spiseforstyrret adfærd, siger løberen Sara Slott Petersen, der er Danmarks største atletiknavn.



Hun fortæller til DR, at hun kender til konkrete spiseforstyrrelser blandt atletikudøvere.



Sara Slott Petersen fortæller også, at hun selv presser sig ned i vægt op til vigtige konkurrencer, men hun påpeger vigtigheden af at tage på igen for at undgå skader og for at passe på sit helbred.

Også triatleten Helle Frederiksen og orienteringsløberen Maja Alm kender til atleter med spiseforstyrrelser.



- Der er ikke nogen tvivl om, at det finder sted i triatlonsporten. Jeg kender mange - også internationalt, som er stoppet, fordi vægten er blevet et issue. De har måske følt sig presset ud i ekstremer og nedbrudt deres kroppe, siger Helle Frederiksen.

Maja Alm havde tidligere holdkammerater med spiseforstyrrelser. Hun ærgrer sig over, at hun ikke dengang talte mere åbent om de tendenser, hun så. Hun understreger vigtigheden af at have kompetente folk omkring sig.

- Jeg har aldrig fået lov til, at det skulle eskalere. Der har altid været folk omkring mig, som har hjulpet mig til at arbejde med kost og vægt på en sund måde, siger hun til DR.



/ritzau/

17. AUG 2019 • 17:04 FOR ABONNENTER

Tidens tand havde tæret på det gamle tag

17. AUG 2019 • 16:01 FOR ABONNENTER

Endelig fungerer folks dankort altid

17. AUG 2019 • 15:39 FOR ABONNENTER

Anlægsstop dæmper aktiviteten i byggeriet på Bornholm

17. AUG 2019 • 14:19 FOR ABONNENTER

Nedrivning er i høring

17. AUG 2019 • 13:55 FOR ABONNENTER

Sammenstyrtede bygninger bliver fjernet

Mest læste