20. MAJ 2019 • 23:07SPORT

FCM-træner om mange reserver: Jeg fik flere gode svar

Mange FC Midtjylland-reserver fik chancen mod Brøndby, og Kenneth Andersen så lyspunkter hos flere spillere.

Et reservespækket FC Midtjylland-mandskab tabte mandag aften 1-4 til Brøndby i Superligaens mesterskabspil.

FCM havde hele ti ændringer i forhold til den startopstilling, der slog Brøndby i pokalfinalen i fredags.

Trods nederlaget så FC Midtjylland-træner Kenneth Andersen lyspunkter hos flere af reserverne.

- Jeg fik mange svar, og jeg synes, jeg fik mange gode svar, siger Kenneth Andersen og fremhæver forsvarsspilleren Rafal Kurzawa.

- Kurzawa er med til at gøre vores spil rigtig fint. Jeg synes, han er klar til at overtage, hvis Marc Dal Hende bliver solgt til sommer.

26-årige Rafal Kurzawa er lejet i Amiens frem til sommer, men FC Midtjylland har mulighed for at købe polakken fri af den franske klub.

Sportschef Svend Graversen antyder, at det kommer an på, om Marc Dal Hende bliver solgt.

- Vi har haft Kurzawa i et halvt år, så trænerteamet har haft nok tid til at vurdere ham. Så må vi se, hvad konklusionen bliver.

Spørgsmål: Afhænger hans fremtid af, om Marc Dal Hende bliver solgt?

- Ja, det tror jeg. Men det er et langt transfervindue, skal man huske på, siger Svend Graversen.

Foruden Marc Dal Hende er også angriberen Paul Onuachu et salgsemne, og FCM er klar til at sælge, hvis prisen er rigtig.

- Der ligger et muligt salg af Paul Onuachu. Der er stor interesse for ham, men prisen er ikke der, hvor vi gerne vil have, siger Svend Graversen.

Den nigerianske angriber deltager formentlig i de afrikanske mesterskaber om en måned, og det kan få betydning for et salg.

- Hvis Paul præsterer, som vi håber, til African Cup of Nations, kan prisen stige, men det modsatte kan selvfølgelig også være tilfældet, siger Svend Graversen.

Paul Onuachu spillede ikke mod Brøndby mandag aften. I stedet var Artem Dovbyk og Junior Brumado i angrebet for FCM.

/ritzau/

19. SEP 2019 • 10:13 FOR ABONNENTER

Min mest personlige bog

19. SEP 2019 • 08:54

Hærværk på biler

Mest læste

17. SEP 2019 • 14:11 FOR ABONNENTER

Kommentar: Københavneri – og dog