14. JUN 2019 • 09:19SPORT

Maradona er færdig som træner i mexicansk klub

Af helbredsmæssige årsager har Diego Maradona trukket sig som træner for Dorados de Sinaloa.

Fodboldlegenden Diego Maradona er ikke længere træner i den mexicanske 2. divisionsklub Dorados de Sinaloa.

Den 58-årige argentiner har af helbredsmæssige årsager sagt sit job op, oplyser hans manager, Matias Morla.

- Diego Maradona har besluttet ikke at fortsætte som cheftræner for Dorados, siger Morla på Twitter.

- Han følger lægernes råd om at prioritere sit helbred og står foran to operationer: en i skulderen og en i knæet, lyder det.

Maradona lider ifølge nyhedsbureauet AP af alvorlig slidgigt og har ingen brusk tilbage i sine knæ.



Han blev ansat i september sidste år, og under hans ledelse rykkede Dorados de Sinaloa sig fra en position i bunden til toppen af den næstbedste række.

- Sammen rystede vi verden. Vi viste, at fodbold handler om lidenskab og hjerte, og du vil altid være en Dorado. Tak for alt, Diego. God bedring, vi ses snart, skriver klubben på Twitter.

Den tidligere fodboldstjerne har tidligere stået i spidsen for det argentinske landshold og klubberne Al-Wasl FC og Fujairah FC i De Forenede Arabiske Emirater.



/ritzau/

20. OKT 2019 • 13:55

Udsolgt på en uge

20. OKT 2019 • 12:39 FOR ABONNENTER

Oplevelsesture skal blive en ny virksomhed

20. OKT 2019 • 11:23 FOR ABONNENTER

'Gør det til et sted for de unge'

Mest læste