14. JUN 2019 • 21:30SPORT

Semenya opgiver Diamond League-stævne trods invitation

Caster Semenya blev inviteret til Diamond League-stævne i Marokko for sent til at kunne nå det, siger agent.

Den omdiskuterede sydafrikanske atlet Caster Semenya fik fredag lov at deltage i Diamond League-stævnet lørdag i Marokko.



Det skete, efter at det torsdag blev slået fast, at hun i øjeblikket godt må konkurrere i eksempelvis favoritdisciplinen 800 meter.



Det samme gælder atleterne Francine Niyonsaba fra Burundi og Margaret Wambui fra Kenya.



De er også er en del af den principielle sag, hvor menneskerettigheder krydser klinger med et ønske om optimale konkurrenceforhold.



Det Marokkanske Atletikforbund havde i første omgang afvist at invitere den 28-årige sydafrikaner, men invitationen kom formelt fredag.



Det skete dog for sent i forhold til, at Caster Semenya kan nå at komme fra Sydafrika til Marokko og deltage i 800 meter-løbet.



Det bekræftede Caster Semenyas agent, som er finske Jukka Härkönen, ifølge Reuters.



- Hun løber ikke. Hun blev inviteret i dag (fredag, red.), men det er for sent, siger Jukka Härkönen.



Ifølge Reuters ville det tage Caster Semenya mere end 20 timer at komme fra Sydafrika til Rabat i Marokko.



Torsdag blev det ellers fastslået, at Caster Semenya stadig har ret til at deltage i løb i distancerne fra 400 meter til 1 mil.

Sammen med Sydafrikas Atletikforbund (ASA) fik Caster Semenya atter medhold af Den Schweiziske Forbundsdomstol, som midlertidigt afviste at genindføre en regel fra Det Internationale Atletikforbunds (IAAF).



Den handler om, at kvinder med et højt niveau af mandlige kønshormoner - som Semenya - skal sænke det med medicin for at kunne deltage i visse konkurrencer.

Beslutningen blev truffet, efter at Den Schweiziske Forbundsdomstol i begyndelsen af juni reglen suspenderede IAAF-reglen.



Det skete, efter at Caster Semenya havde appelleret en beslutning fra Den Internationale Sportsdomstol (CAS) til domstolen i Schweiz. CAS havde i første omgang givet IAAF medhold i beslutningen om at indføre den kontroversielle regel.

I øjeblikket er reglen suspenderet indtil 25. juni, hvor IAAF vil forsøge at overbevise Den Schweiziske Forbundsdomstol, om at reglen skal genindføres, indtil en længere appelproces er færdig.



Caster Semenya har tre gange vundet VM-guld i 800 meter. Hun vandt OL-guld på distancen i 2012 og 2016.



/ritzau/

14. OKT 2019 • 07:08

Banen er pakket sammen

Mest læste

12. OKT 2019 • 17:58SPORT

RIK og NB Bornholm fik fuld gevinst

12. OKT 2019 • 15:19SPORT

Halloween blev fejret på travbanen

11. OKT 2019 • 20:02 FOR ABONNENTER

RIK skal tilbage på sejrssporet