17. JUN 2019 • 22:57SPORT

U21-landsholdet får klø af Tyskland i EM-åbning

Tyskland straffede flere danske fejl og vandt 3-1 i Danmarks første gruppekamp ved U21-EM.

Det danske U21-landshold fik den værst tænkelige start på EM i Italien, da holdet tabte 1-3 til Tyskland i premierekampen.



Foran 7131 tilskuere på Stadio Friuli, eller Dacia Arena som et moderne fodboldstadion med navnesponsor lyder nu til dags, blev flere danske fejl udslagsgivende og sendte Danmark på en svær vej til en EM-semifinale.



Det danske hold kom i de første 45 minutter kun sporadisk i nærheden af det tyske mål, og ikke en eneste gang måtte målmand Alexander Nübel tage handskerne nævneværdigt i brug.

I en tempomæssigt skuffende halvleg var det heller ikke, fordi tyskerne dominerede tungt. Men tyskerne var bedst og farligst.

Derfor var det også fortjent nok, da Augsburg-angriberen Marco Richter efter en lille halv times spil sendte tyskerne i front.

Tyskland fik lov til at trille bolden rundt inde i danskernes felt, og det passive forsvarsspil blev straffet af Richter, som fra syv-otte meters afstand kunne sparke bolden fladt ind i det fjerneste hjørne.

Fem minutter før pause måtte Daniel Iversen i målet hive en flot redning frem på et langskud fra den tyske angriber Luka Waldschmidt for at holde forskellen nede på et enkelt mål halvvejs.

Fra starten af anden halvleg var Danmark klart bedre spillende, og allerede efter få minutter lurede udligningen.

Jacob Rasmussen fandt Robert Skov med en lang, dyb bold over forsvaret, men Skovs afslutning blev puffet til hjørne.

Jacob Bruun Larsen fik en fin skudmulighed, men bedst som Danmark var ved at finde sig selv, lavede venstre back Mads Valentin Pedersen en stor fejl.

En for kort tilbagelægning til Daniel Iversen blev opsnappet af Marco Richter, som efter et træk ind i banen i feltet let udplacerede Iversen i det korte hjørne.

Det så for alvor sort ud, da en tysk omstilling sendte Luca Waldschmidt alene igennem, og han køligt chippede bolden ind til 3-0 efter 65 minutter.

Otte minutter senere fik Rasmus Nissen Kristensen fightet sig til et dansk straffespark, som Robert Skov sikkert omsatte, men comebacket kom aldrig tæt på.

Tyskerne kørte med stor sikkerhed sejren i hus, og dermed ligger Danmark sidst i gruppen sammen med Serbien efter de første kampe. Serbien tabte tidligere mandag 0-2 til Østrig.

Danmark er under hårdt pres til torsdagens kamp mod Østrig, eftersom kun gruppevinderen og de bedste toer fra de tre grupper går videre til semifinalerne.



/ritzau/

17. OKT 2019 • 19:46 FOR ABONNENTER

15 kvinder har sparket gang i nyt fodboldhold

17. OKT 2019 • 17:23 FOR ABONNENTER

Butikken fortsætter længere oppe ad vejen

Mest læste

13. OKT 2019 • 10:37 FOR ABONNENTER

I Sverige er han Mr. 100 procent

12. OKT 2019 • 17:58SPORT

RIK og NB Bornholm fik fuld gevinst

12. OKT 2019 • 15:19SPORT

Halloween blev fejret på travbanen

11. OKT 2019 • 20:02 FOR ABONNENTER

RIK skal tilbage på sejrssporet