21. JUL 2019 • 19:44SPORT

Randers-direktør: Brøndby kan få profil for et højere bud

Hvis Brøndby hæver sit bud på Randers-profilen Saba Lobjanidze, så er Randers klar til sælge.

Det var en noget speciel kamp for Randers-profilen Saba Lobjanidze søndag eftermiddag, da Randers spillede 2-2 mod Brøndby i et sandt superligadrama.

Tidligere på ugen blev det nemlig offentligt kendt, at netop Brøndby havde afgivet et bud på den georgiske kantspiller, men at Randers havde afvist buddet, fordi det ikke svarede til den pris, kronjyderne ønskede for profilen.

Efter kampen satte Randers sportslige direktør, Søren Pedersen, ord på det bud, som Brøndby har lagt på Lobjanidze.

- Status er, at Brøndby har givet et bud, som vi har afvist, fordi det ikke var godt nok.



- Vi er i den situation, at hvis Brøndby byder den rigtige pris, så er det ikke noget problem at sælge ham i det her transfervindue, siger Pedersen.

Brøndby fik fire point mere end Randers i sidste sæsons grundspil i Superligaen, så klubben fra Vestegnen kan umiddelbart betragtes som en konkurrent.

Men det er prisen og ikke klubben, der er det afgørende faktum i et salg.

- Der er mange, der er interesserede i Saba, og kommer det rigtige bud, så ser vi på det. Vi kunne ikke finde på at sige nej, bare fordi det er Brøndby, siger Pedersen.



Lobjanidze selv kalder Brøndby for en interessant destination. Han holder dog fokus på præstationerne i Randers - også selv om modstanderen hedder Brøndby.

- Jeg har hørt om buddet, men jeg forsøger at holde fokus. Brøndby er en stor klub, så jeg er naturligvis interesseret i at skifte dertil, men det er ikke min beslutning alene.

- Det var selvfølgelig specielt at spille mod Brøndby, men jeg tænkte ikke over at præstere bedre, fordi det var dem, siger Lobjanidze.

Brøndbys fodbolddirektør, Carsten V. Jensen, gav ingen kommentarer efter kampen, men kaldte over for Eurosport Lobjanidze for en interessant mulighed inden kampen.

/ritzau/

17. AUG 2019 • 20:16 FOR ABONNENTER

Søren Christensen sætter det sidste punktum

17. AUG 2019 • 19:31 FOR ABONNENTER

Koncertarrangør savner engagement fra rønneboer og kommunen

17. AUG 2019 • 18:20 FOR ABONNENTER

Små sunde bær støtter Kræftens Bekæmpelse

Mest læste

17. AUG 2019 • 17:37SPORT

Point til unge NB’ere