24. AUG 2019 • 10:43SPORT

Amerikanske basketballherrer taber for første gang i 13 år

USAs herrelandshold i basketball tabte lørdag for første gang siden 2006 en større, international kamp.

En imponerende stime af sejre er slut for det amerikanske herrelandshold i basketball.

Lørdag tabte USA til Australien med cifrene 94-98 i en testkamp forud for det kommende VM.

Ifølge nyhedsbureauerne AP og Reuters er det første gang i 13 år, at amerikanerne taber i en større international turnering eller testkamp.



Sidste nederlag var til Grækenland i VM-semifinalen i 2006. Efterfølgende er det blevet til utrolige 78 sejre i træk i store, internationale turneringer eller testkampe.

Undervejs har USA blandt andet vundet OL tre gange og VM to gange.

Mens det i en lang periode ikke er blevet til nederlag i større internationale turneringer eller testkampe, så har USA i mellemtiden tabte enkelte kampe i mindre turneringer - blandt andet i Pan American Games, hvor nationer fra Nord-, Mellem- og Sydamerika deltager.



- De ville det mere end os, siger amerikanernes Kemba Walker efter kampen ifølge nyhedsbureauet AP.

USAs basketballherrer er trænet af NBA-holdet San Antonio Spurs ikoniske cheftræner, Gregg Popovich.

Flere af de største amerikanske stjerner som LeBron James, Stephen Curry og James Harden er blevet hjemme og stiller derfor ikke op for USA under VM, der afvikles fra 31. august til 15. september i Kina.



/ritzau/

Mest læste

17. SEP 2019 • 14:11 FOR ABONNENTER

Kommentar: Københavneri – og dog