14. SEP 2019 • 20:55SPORT

Benzema leder Real Madrid til sejr i Hazards debut

Karim Benzema svingede taktstokken, da Real Madrid på 45 gode minutter nedlagde Levante med 3-2 på Bernabeu.

Karim Benzema fik ofte skyld for at være det svage led i Real Madrids angrebstrio, som også talte Cristiano Ronaldo og Gareth Bale.

Nu er Ronaldo i Juventus, og lørdag afsonede Bale karantæne, da Benzema foran Bernabeus kræsne publikum storspillede og ledte holdet til en sejr på 3-2 over Levante i Primera Division.

Regnen silede ned over stadion, men det forhindrede ikke den franske angriber i at lyse op.

To gange på fem minutter midtvejs i første halvleg slog han til efter perfekt timede løb i feltet - først afsluttet med hovedet og ved 2-0-målet en kølig venstre inderside.



Scoringerne gav Real Madrid den ro og overskud, som holdet aldrig fandt i sæsonens første hjemmekamp, hvor det skuffende blev 1-1 mod Valladolid. I øvrigt også med Benzema som målscorer.

Fem minutter fra pause var den franske angriber også med i det sublime opspil, som endte hos en helt fri Casemiro, der gjorde det til 3-0.

Men de overbevisende takter blev efterladt i omklædningsrummet i pausen.

Der var blot spillet fire minutter af anden halvleg, da Real Madrids defensiv blev fanget ude af balance, og Borja Mayoral, som er udlejet fra Real Madrid, kunne reducere.

Levante kom frem til flere fine muligheder, inden Benzema var tæt på et hattrick med et stolpeskud kort før en længe ventet debut på Bernabeu.

Efter en times spil kom stjerneindkøbet Eden Hazard endelig i aktion og fik sin debut. Belgieren har siddet ude med en skade i de første kampe af sæsonen efter skiftet fra Chelsea.

Med et kvarter tilbage af kampen blev det en anelse nervepirrende for værterne, da Levante reducerede til 2-3 efter en scoring fra Gonzalo Melero ved bageste stolpe.

I overtiden var gæsterne tæt på at udligne på et hovedstød fra Ruben Vezo, men Thibaut Courtois fik blokeret.



Sejren over Levante betyder, at Real Madrid har otte point på andenpladsen efter de fire første spillerunder.

Atlético Madrid topper med ni point trods et 0-2-nederlag senere lørdag ude mod Real Sociedad.



Her blev norske Martin Ødegaard noteret for scoringen til 1-0 efter en time, inden Nacho Monreal øgede til slutresultatet tre minutter senere.



/ritzau/

Mest læste

12. OKT 2019 • 17:58SPORT

RIK og NB Bornholm fik fuld gevinst

12. OKT 2019 • 15:19SPORT

Halloween blev fejret på travbanen

11. OKT 2019 • 20:02 FOR ABONNENTER

RIK skal tilbage på sejrssporet