14. SEP 2019 • 17:46SPORT

Cykelkomet tager ny sejr i slovensk Vuelta-triumf

Primoz Roglic forsvarede sin føring i Vuelta a España på næstsidste etape, der blev vundet af Tadej Pogacar.

Primoz Roglic kører søndag til Madrid iført rødt.

Lørdag forsvarede sloveneren i sikker stil sin samlede føring i Vuelta a España, da løbets næstsidste etape blev kørt.



Dermed skal meget gå galt, hvis ikke Roglic skal kunne lade sig hylde som vinder af det spanske grand tour-løb søndag aften.

Roglics forsvar af den samlede føring var ikke det eneste, de slovenske cykelfans kunne juble over efter lørdagens etape. Den blev nemlig vundet af det 20-årige stjerneskud Tadej Pogacar, der også er slovener.

Ud over etapesejren, der er Pogacars tredje i dette års udgave af Vueltaen, kørte UAE-rytteren sig op på løbets samlede tredjeplads, ligesom han overtog løbets hvide ungdomstrøje.



Midt imellem de to slovenere i toppen af klassementet ligger den spanske verdensmester Alejandro Valverde med 2 minutter og 33 sekunder op til Roglic og 22 sekunder ned til Pogacar.



Lørdagens etape bød ikke på ret mange flade kilometer. Feltet skulle undervejs bestige seks kategoriserede stigninger inklusive to i kategori 1, to i kategori 2 og to i kategori 3.



Jakob Fuglsang åbnede ballet i favoritgruppen, da danskeren på vej op ad dagens anden kategori 1-stigning lagde sig i front og øgede tempoet.

Lidt efter angreb Fuglsangs kaptajn, Miguel Ángel López, nummer fire i klassementet. Det fik Roglic til at reagere. López angreb blev hurtigt neutraliseret, men accelerationen skilte fårene fra bukkene i gruppen.

Mens Roglic koncentrerede sig om at holde styr på sine nærmeste konkurrenter i klassementet, så Tadej Pogacar sit snit til at stikke af.

Den unge UAE-rytter angreb og fik hurtigt lagt afstand til de andre i favoritgruppen. Lidt efter blev udbryderne i front også både indhentet og overhalet af Pogacar, der dermed satte kurs mod etapesejren.



Det endte også med, at Pogacar havde kurs mod en podieplacering, da de andre i toppen af klassementet ikke reagerede på angrebet og lod sloveneren køre væk.

Selv om Pogacar truede både Valverdes og Nairo Quintanas anden- og tredjeplads, så kunne de to Movistar-ryttere tilsyneladende ikke blive enige om, hvem der skulle forsøge at hive sloveneren i front i land.



Først på vej op ad dagens sidste stigning satte Quintana sig i front i et forsøg på at forsvare sin tredjeplads. Men det var for sent, og der var ikke fart nok på, og så endte colombianeren med en lang næse, mens Pogacar overtog Quintanas plads på podiet.



Som målstregen nærmede sig, stod det klart, at ingen ville hente Pogacar, der dermed leverede endnu en imponerende præstation.



Cirka halvandet minut senere kunne Roglic så køre over målstregen samtidig med sin nærmeste konkurrent, Valverde, der aldrig var i nærheden af at true Jumbo-Visma-rytterens føring.

/ritzau/

18. OKT 2019 • 15:49 FOR ABONNENTER

Brexit sætter hans drøm på standby

Mest læste

13. OKT 2019 • 10:37 FOR ABONNENTER

I Sverige er han Mr. 100 procent

12. OKT 2019 • 17:58SPORT

RIK og NB Bornholm fik fuld gevinst

12. OKT 2019 • 15:19SPORT

Halloween blev fejret på travbanen

11. OKT 2019 • 20:02 FOR ABONNENTER

RIK skal tilbage på sejrssporet