8. OKT 2019 • 18:25SPORT

Svenske landsholdsspillere tager afstand fra Zlatan-angreb

Robin Quaison mener ikke, at Sveriges landstræner har noget imod at udtage spillere med anden etnisk herkomst.

Flere svenske landsholdsspillere bakker op om deres landstræner, Janne Andersson, efter superstjernen Zlatan Ibrahimovic har kritiseret Andersson for ikke at ville bruge spillere af anden etnisk herkomst end svensk.

Mainz-angriberen Robin Quaison, der selv er af anden etnisk herkomst, stiller sig undrende over Ibrahimovic udtalelse.



- Vi har spillere med indvandrerbaggrund her. Jeg tror ikke, at Janne er racist, og eftersom jeg ikke tror, han er racist, skal han heller ikke lade sig påvirke af det.

- Jeg har indvandrerbaggrund, og jeg er her, siger Robin Quaison ifølge NTB.

Ibrahimovic er utilfreds med den måde, det svenske fodboldlandshold har udviklet sig på, siden han trak sig tilbage fra landsholdet i 2016.

Han påpeger, at Andersson til sin første trup ikke udtog spillere med anden etnisk baggrund end svensk, og da han gjorde det til den anden samling, var det kun for at være politisk korrekt, efter han var blevet spurgt til det, mener han.

Han henviser til, at Jimmy Durmaz og Martin Olsson - begge med udenlandske rødder - var med fra start i den næste kamp.

- Det var det, der skete. Om det er sådan, ved jeg ikke, men det var det, der skete. Først ingen med anden baggrund. Får spørgsmål. Værger for sig. Derefter kommer flere med, siger Ibrahimovic om landstræneren.

- På den måde vil han ødelægge det, jeg har opbygget i 20 år. Hvis det er det, han står for, skal han stå for det og ikke ændre sig, fordi spørgsmålet kommer op, lyder det fra angrebsveteranen.

Heller ikke Sebastian Larsson forstår Ibrahimovic angreb.

- Alle har ret til have deres mening, men spørger du spillerne her, nye som gamle, tror jeg, at de trives i dette miljø og synes, at det er en gruppe, man føler sig velkommen i, siger Sebastian Larsson.

Han fremhæver eksemplet fra 2018, hvor det svenske landshold bakkede op om Jimmy Durmaz, der var blevet udsat for trusler på sociale medier.



- Det viser, hvordan vi står sammen som gruppe. Vi tager kraftig afstand fra alle former for racisme, understreger Larsson.



Sverige skal på lørdag møde Malta ude i EM-kvalifikationen.



/ritzau/

Mest læste

12. OKT 2019 • 17:58SPORT

RIK og NB Bornholm fik fuld gevinst

12. OKT 2019 • 15:19SPORT

Halloween blev fejret på travbanen

11. OKT 2019 • 20:02 FOR ABONNENTER

RIK skal tilbage på sejrssporet