9. OKT 2019 • 11:36SPORT

Landsholdsspiller havde forventet trænerfyring i Lyon

I mandags fik Joachim Andersen en kort telefonbesked om, at træneren hjemme i Lyon var blevet fyret.

I en kort og kontant besked til spillerne i Lyon fik landsholdsspilleren Joachim Andersen mandag aften at vide, at hans klubtræner var blevet fyret fra dags dato, og at assistenten midlertidigt ville tage over.

Joachim Andersen var på det tidspunkt rejst til Danmark, hvor han er samlet med resten af landsholdet, men han havde en anelse om, at han i næste uge ville vende hjem til en ny cheftræner i klubben.

- Jeg havde nok set den komme, siger Joachim Andersen.



Det franske storhold Lyon er aktuelt på en skuffende 14.-plads i Ligue 1. Holdet har kun vundet to kampe i ligaen under den nu fyrede træner Sylvinho.

- Resultaterne er ikke gået vores vej i ligaen her på det sidste. I en klub som Lyon er det selvfølgelig ikke acceptabelt, siger den danske landsholdsforsvarer.



Ifølge Joachim Andersen var der opbakning fra spillerne til trænerens dispositioner, men han har forståelse for, at klubledelsen endte med at lange en fyreseddel ud.

- Jeg synes, han var en dygtig træner, men det er ligegyldigt, hvis resultaterne ikke er med os. Så ved vi, hvordan fodbolden er, og så er det selvfølgelig træneren, der bliver slagtet, siger Andersen.

Han fortæller videre, at han ikke har været i kontakt med sine holdkammerater efter beskeden. Indtil der er fundet en ny træner, tager assistenten Gérald Baticle over.

Andersen gør alt for ikke at lade sig distrahere af trænerfyringen, selv om han måske vender hjem til en usikker situation.



- Nu er jeg med landsholdet, så det er det, jeg fokuserer på. Træneren er heller ikke på plads endnu, men jeg regner da med, at der indenfor de næste par dage kommer en ny træner. Jeg tror ikke, at Lyon fyrer ham (Sylvinho) uden at have en anden klar, siger Joachim Andersen.



Flere franske medier herunder LÉquipe har berettet om, at den tidligere franske landstræner Laurent Blanc står klar i kulissen.



23-årige Andersen har ikke noget indgående kendskab til Blanc, men ser ham som en dygtig træner med et stort navn.



Danskeren efterlyser en træner med en klar plan, hvilket han har savnet i begyndelsen af sæsonen.



- Det er vigtigt, vi får en træner med en klar plan. Vi har mange individualister. Jeg synes, vi har spillet lidt for meget for os selv. Vi mangler at arbejde for hinanden, siger han.

Joachim Andersen blev den dyreste danske fodboldspiller, da han blev købt af Lyon i italienske Sampdoria for 225 millioner kroner i sommer. Han har indtil videre spillet ni kampe for sin franske klub.

Det danske landshold er samlet i Helsingør i denne uge forud for lørdagens EM-kvalifikationskamp mod Schweiz.



/ritzau/

Mest læste