16. OKT 2019 • 20:23SPORT

Storspil sender danskere videre i Denmark Open

Både Anders Antonsen og Viktor Axelsen er videre til anden runde i Denmark Open efter sejre i to sæt.

Danmarks to bedste herresingler i badminton med Anders Antonsen og Viktor Axelsen er videre til anden runde af Denmark Open.

Antonsen vandt onsdag aften sin førsterundekamp i to sæt over inderen Srikanth Kidambi, der er nummer ni i verden.

Antonsen, der er seedet som nummer fire i turneringen i Odense, vandt med cifrene 21-14, 21-18.

Axelsen, der er seedet syver, vandt med cifrene 21-19, 21-19 over Kenta Nishimoto fra Japan.



Antonsen kom hurtigt foran i første sæt af sin kamp, som han spillede klogt og køligt med flotte vinderslag, der kyssede linjerne til stor begejstring for den udsolgte Arena i Odense.

Også andet sæt bød på fornemt dansk spil, men inderen bød også ind med flere flotte slag, og det var tydeligt, at det var en kamp mellem nogle af verdens bedste, der udspillede sig.

Antonsen kom på 14-9, men så begyndte fejlene at snige sig ind, og inderen fik udlignet til 15-15.



Men Kidambi fik dog aldrig styr på Antonsen fine krydsslag, og danskeren hev sejren hjem efter 41 minutters spil.

Axelsen var ude i en gyser, inden det lykkedes ham at hive sejren hjem over japaneren, der gav ham kamp til stregen.

49 minutter skulle Axelsen bruge, før billetten til anden runde var i hus.

Og sejren på hjemmebanen er den tidligere verdensmester yderst tilfreds med efter et år med mange skader.



- Det har været et udfordrende år, men jeg ser fremad nu. Jeg er rigtig glad for, at jeg er videre i denne turnering, og jeg synes, at jeg spillede på et rigtig højt niveau til tider, så det er jeg rigtig tilfreds med, siger han.



Dermed er tre danskere videre i turneringen. Tidligere spillede Rasmus Gemke sig videre, mens samtlige fem danske doubler og tre andre singler er ude af turneringen efter første runde.



Mia Blichfeldt skulle også have været i kamp onsdag aften, men den danske singlespiller trak sig kort inden kampen på grund af akut hold i ryggen.



/ritzau/

Mest læste

22. OKT 2019 • 16:46SPORT

Det har han aldrig prøvet før

19. OKT 2019 • 20:30 FOR ABONNENTER

Cykelklub skal tage afsked med formandskabet