16. OKT 2019 • 20:36SPORT

Hold i ryggen forhindrer Blichfeldt i Denmark Open-kamp

Mia Blichfeldt trækker sig fra Denmark Open kort inden sin kamp i første runde på grund af hold i ryggen.

Danmarks bedste damesingle, Mia Blichfeldt, kommer ikke i spil i det igangværende Denmark Open i Odense.

Den 22-årige dansker har trukket sig fra turneringen kort inden sin kamp i første runde onsdag aften, hvor hun skulle have været oppe imod sjetteseedede Ratchanok Intanon fra Thailand.

Årsagen er akut hold i ryggen, skriver Badminton Danmark i en pressemeddelelse.



- Jeg er rigtig ked af, at jeg ikke kan spille her på hjemmebane i Odense. Jeg havde virkelig set frem til at spille foran det danske publikum mod Ratchanok, men jeg er desværre ikke i stand til at bevæge mig.



- Det ville ikke give mening for mig at spille i den her tilstand, og det er jeg rigtig ærgerlig over, men det er den rigtige beslutning, siger Blichfeldt i pressemeddelelsen.

Sportschef i Badminton Danmark Jens Meibom forklarer, at Blichfeldt fik pludseligt hold i ryggen ved træningen ved middagstid, så det gjorde ondt, når hun gik, og hun kunne ikke løfte højre arm og slå til bolden.



- I løbet af eftermiddagen har hun gjort alt i sin magt for at få bugt med problemerne, men det har desværre ikke vist sig muligt.



- Det er selvfølgelig enormt ærgerligt, ikke mindst for Mia, som naturligvis helst havde taget kampen op imod Intanon foran de danske fans i Odense, siger Jens Meibom i pressemeddelelsen.

Blichfeldt havde ellers meldt sig klar til turneringen, efter at hun i godt en måned har siddet ude med en skade i foden.

- Jeg havde ondt i næsten fire måneder i alt, men jeg har ingen smerter nu. Det er virkelig dejligt, og jeg er glad for den beslutning (om at holde pause, red.), sagde Mia Blichfeldt til DR tidligere onsdag.

Men den nye skade forhindrer altså danskeren i at spille sin første officielle kamp siden VM i august, hvor hun overraskende nåede kvartfinalen.



Sidste år til Denmark Open overraskede Blichfeldt også, da hun slog den tidligere verdensmester og olympiske mester Carolina Marín ud af turneringen i første runde. Danskeren blev dog selv slået ud i anden runde.

Blichfeldt ligger som den bedst placerede danske damesingle nummer 12 på verdensranglisten.



/ritzau/

Mest læste

22. OKT 2019 • 16:46SPORT

Det har han aldrig prøvet før

19. OKT 2019 • 20:30 FOR ABONNENTER

Cykelklub skal tage afsked med formandskabet