19. OKT 2019 • 16:55SPORT

Dansk golfspillers fremmarch drukner i parisisk vandløb

En storspillende Joachim B. Hansen var på vej mod toppen i Open de France, men kiksede fælt på 13. hul.

Et vandløb kom i vejen for golfspilleren Joachim B. Hansen, da han ellers var godt i gang med at spille sig op i den absolutte top i European Tour-turneringen Open de France i Paris.



Efter de første 12 huller var danskeren tre slag under par, men 13. hul udviklede sig til lidt af et mareridt.



Hansen havde store problemer med at få bolden til at ramme greenen. I stedet trillede den flere gange ud i vandløbet ved siden af, og den slags koster hver gang et strafslag.

I alt blev han noteret for hele ni slag på hullet, fem over par, og dermed var han i første omgang uden for topstriden.

Joachim B. Hansen viste dog stor mental styrke ved omgående at ryste fadæsen af sig.



Han lavede således birdies på de næste fire huller på stribe og nåede i alt op på hele otte birdies på dagen.



Samlet gik han runden i to slag under par og forbliver på femtepladsen, som han deler med to konkurrenter.

Der er fem slag op til belgieren Nicolas Colsaerts, der er alene i spidsen for turneringen. Havde Hansen spillet 13. hul i par i stedet for skyde bolden i vandet, havde han altså været i front før sidste runde.

Finalerundernes anden danske deltager, teenageren Nicolai Højgaard, har til gengæld stadig svært ved at finde de takter, der bragte ham op blandt de bedste i første runde.

Højgaard brugte 73 slag på lørdagens runde, hvilket svarer til to over par. Han er nede på en delt 61.-plads inden sidste runde, der spilles søndag.



/ritzau/

Mest læste

22. OKT 2019 • 16:46SPORT

Det har han aldrig prøvet før

19. OKT 2019 • 20:30 FOR ABONNENTER

Cykelklub skal tage afsked med formandskabet