20. OKT 2019 • 02:51SPORT

Murray er i første ATP-finale siden 2017: Vejen har været lang

Trods en indopereret metalhofte er tennisspilleren Andy Murray ved at genfinde noget af sin gamle form.

Den skotske tennisspiller Andy Murray erklærer sig overrasket over at være nået i sin første ATP-finale i single siden 2017.

Murray har støt og roligt bygget på sit spil efter en hofteoperation, der kort efter årsskiftet reddede hans karriere.

Lørdag slog han det franske talent Ugo Humbert 3-6, 7-5, 6-2 ved semifinalen i European Open i belgiske Antwerpen.

- Det har været en stor overraskelse for mig. Jeg er glad for at være i finalen, siger Murray til Amazon Prime.

- Det har været en lang vej at nå tilbage til dette punkt. Jeg havde helt sikkert ikke regnet med, at det ville komme så tidligt, efter at jeg begyndte at spille igen.

På søndag møder 32-årige Murray en anden tredobbelt grand slam-vinder, nemlig schweiziske Stan Wawrinka.

Det bliver det 20. møde mellem de to topspillere, der begge huserer noget længere nede på ranglisterne end i deres velmagtsdage.

Murray, der ligger nummer 243, har overtaget med 11 sejre mod den 34-årige schweizer, der ligger nummer 18 og har vundet otte af deres opgør.



Også Wawrinka har de seneste år været plaget af skader med to knæoperationer i 2017.



Der er 250 ranglistepoint til vinderen af finalen. Turneringen i Antwerpen hører dermed til det laveste niveau på hoveddelen af ATP-touren.



I begyndelsen af 2019 regnede mange med et karrierestop for Murray.

Under et tårevædet pressemøde fortalte en skadesplaget Murray, at hans fremtid var uvis.

Kort efter tabte han tydeligt påvirket af smerter en dramatisk kamp i fem sæt i første runde af Australian Open til spanske Roberto Bautista Agut.

Men hofteoperationen, hvor han fik indsat en metalhofte, har forlænget den dobbelte OL-guldvinder Murrays karriere.



Hofteoperationen udføres typisk på lidt ældre patienter. Visse læger har udtrykt usikkerhed i forhold til, hvordan Murrays hofte vil reagere på, at han igen spiller professionel tennis.

/ritzau/AFP

Mest læste

22. OKT 2019 • 16:46SPORT

Det har han aldrig prøvet før

19. OKT 2019 • 20:30 FOR ABONNENTER

Cykelklub skal tage afsked med formandskabet