20. OKT 2019 • 22:24SPORT

Indskiftede Cornelius sænker danskerklub med hattrick

Andreas Cornelius var ustoppelig, da han med et hattrick havde en stor aktie i Parmas 5-1-sejr over Genoa.

Andreas Cornelius viste ingen nåde, da han søndag stod over for landsholdskollegerne Lukas Lerager, Lasse Schöne og Peter Ankersen.

Angriberen leverede således tre af Parmas mål, da holdet hjemme slog Genoa med hele 5-1 i Serie A.

Cornelius startede ellers på bænken, men blev skiftet ind allerede i 12. minut på grund af en skade til Roberto Inglese.



Lasse Schöne og Lukas Lerager startede inde for Genoa, mens Peter Ankersen kom på banen efter 54 minutter.

Hattricket var Cornelius første i karrieren, og danskeren dedikerede efterfølgende de tre mål til sine bedsteforældre, der søndag så deres barnebarn spille en kamp i udlandet for første gang.

- Mit mål er nu at forblive fokuseret og levere nogle mere stabile præstationer, siger danskeren på Parmas hjemmeside.



Cornelius første mål kom efter 41 minutter, da han steg til vejrs efter et frispark og headede bolden i mål.

Kort inden havde Juraj Kucka gjort det til 1-0 for Parma.



Fire minutter efter sin første scoring - i første halvlegs overtid - var Cornelius på pletten igen, da han i feltet halvflugtede et indlæg fra Gervinho i mål.

Dermed kunne Parma efter otte gode minutter i slutningen af første halvleg gå til pause foran 3-0.

Anden halvleg var kun fem minutter gammel, da Cornelius fuldendte sit hattrick ved at gøre det til 4-0 med et fladt skud fra distancen, der sneg sig inden for stolpen.

Genoa fik tændt et lille håb om et comeback, da Andrea Pinamonti to minutter efter Andreas Cornelius 4-0-scoring reducerede til 1-4.

Det blev dog ikke til mere for gæsterne, der med lidt over ti minutter tilbage af den ordinære spilletid måtte se Dejan Kulusevski score til slutresultatet.

Med sejren har Parma nu 12 point efter otte kampe på Serie As ottendeplads.

Knap så godt går det for Genoa, der lægger næstsidst med fem point. Sidste gang, holdet vandt, var 1. september.



/ritzau/

Mest læste

22. OKT 2019 • 16:46SPORT

Det har han aldrig prøvet før

19. OKT 2019 • 20:30 FOR ABONNENTER

Cykelklub skal tage afsked med formandskabet