21. OKT 2019 • 13:40SPORT

Wozniacki rasler ned som nummer 38 i verden

Caroline Wozniacki er faldet yderligere ned på verdensranglisten i tennis, hvor hun nu er nummer 38.

Med det største fald i top-50 på kvindernes verdensrangliste i tennis er Caroline Wozniacki nu nede som nummer 38.

Listen blev opdateret mandag, og her er den 29-årige dansker faldet 15 placeringer.

Wozniacki er ikke endt uden for top-20 ved et kalenderårs afslutning siden 2007, hvor hun var nummer 64 og på vej frem i tenniskarrieren.

I både 2018 og 2017 sluttede hun året som nummer tre i verden.



Faldet i år skyldes en blanding af skader, sygdom og skuffende resultater for den tidligere verdensetter, der i 2018 vandt grand slam-turneringen Australian Open.



Verdensranglisten toppes fortsat af australske Ashleigh Barty, mens tjekken Karolína Plísková og japaneren Naomi Osaka følger lige efter.

På herrernes verdensrangliste tog skotten Andy Murray et stort hop frem og er nu nummer 127. Det er et avancement på 116 placeringer.

Murray, som tidligere har været nummer et i verden, vandt søndag ATP-turneringen European Open i belgiske Antwerpen.

I slutningen af september var Murray helt nede som nummer 503. På tre uger er han kravlet 376 placeringer op.



Tidligere i karrieren har Murray været verdensetter i 41 uger og vundet tre grand slam-turneringer.

Han gjorde comeback i sommer efter en hofteoperation, og han forventes nu at holde en pause, mens han venter på fødslen af sit tredje barn.



Serberen Novak Djokovic topper herrernes liste foran spanieren Rafael Nadal og schweizeren Roger Federer.



/ritzau/

Mest læste

22. OKT 2019 • 16:46SPORT

Det har han aldrig prøvet før

19. OKT 2019 • 20:30 FOR ABONNENTER

Cykelklub skal tage afsked med formandskabet