8. NOV 2019 • 23:05SPORT

Danmark åbner sæsonen med østrigske stryg på isen

De danske ishockeyherrer udlignede til 1-1, men tabte 1-3 mod Østrig i turnering i Norge.

Det danske ishockeylandshold for herrer fik en tung indledning på sæsonens landskampe fredag aften.



I norske Lørenskog var Danmark i kamp mod Østrig, som vandt opgøret 3-1.



Det skete, dagen efter at østrigerne havde tabt med de samme cifre til Norge i turneringen, der har deltagelse af de tre nationer.



Landstræner Heinz Ehlers trup består i turneringen primært af spillere fra den hjemlige liga, og danskerne kom bagud i første periode, men fik senere i perioden udlignet til 1-1, da Mathias From scorede.



Anden periode var uden mål, men østrigerne afgjorde kampen med to scoringer i tredje periode.



- Det var en god test for vores mange unge spillere. De kom hårdt ud, men vi overlevede første periode og kom ud med 1-1. I den resterende del af kampen skabte vi mindst lige så mange chancer som Østrig, siger Jens Nielsen, der er assisterende landstræner, i en pressemeddelelse efter kampen.



Det var det 36. opgør mellem de to nationer, og Danmark har nu 25 nederlag i den statistik.



- Desværre leverede vi en forsvarsfejl dybt inde i kampen, som kostede Østrigs andet mål, og selv om vi pressede på til sidst, lykkedes det os ikke at få udlignet. I stedet scorede de i et tomt mål til 3-1. Det var ærgerligt, men godt for vores mange unge gutter at mærke tempoet i international ishockey, siger Jens Nielsen.

Østrig rykkede ned fra det bedste VM-niveau i fjor, hvor Danmark sluttede som nummer 11 af de 16 deltagende nationer.



De danske spillere skal på isen igen lørdag eftermiddag, hvor det gælder mødet med de norske værter.



/ritzau/

Mest læste

22. OKT 2019 • 16:46SPORT

Det har han aldrig prøvet før

19. OKT 2019 • 20:30 FOR ABONNENTER

Cykelklub skal tage afsked med formandskabet