17. NOV 2019 • 08:09SPORT

Ridesportens verdenstop kommer til Danmark i 2022

Det Internationale Rideforbund har valgt at placere VM i fire ridediscipliner i Herning om tre år.

Danmark bliver i 2022 vært for ridesportens største mesterskab med VM i fire discipliner.

Det Internationale Rideforbund har således placeret VM i dressur, paradressur, springning og voltigering i Herning. Det oplyser Sport Event Denmark i en pressemeddelelse.



- Man skal tænke stort, ellers opnår man aldrig store ting, siger formanden for Dansk Ride Forbund, Ulf Helgstrand, i pressemeddelelsen.

- Tænk hvad det betyder for dansk ridesport, at vi i 2022 skal have den allerstørste sportsbegivenhed på dansk grund, fortsætter han.

I alt havde ti lande budt ind på afholdelsen af mesterskaberne, der forventes at trække små 200.000 gæster til Herning.

Italien og Saudi-Arabien gik efter VM i samtlige otte ridediscipliner, mens Danmark, Estland, Ungarn, Irland, Slovakiet, De Forenede Arabiske Emirater, Holland og USA bød ind på enkelte discipliner.

Det er ikke første gang, at Danmark skal afholde et stort stævne inden for ridesport.

Herning var i 2013 vært for EM i dressur, paradressur og springning, og der er siden hen blevet afholdt en årlig World Cup i den midtjyske by.

Konkurrencerne i dressur og springning indgår i kvalifikationen til OL i Paris i 2024, mens det samme gør sig gældende for paradressur i forhold til para-OL i den franske hovedstad.

Mesterskabet afholdes i august 2022.



/ritzau/

Mest læste

DØGNETS MEST LÆSTE

UGENS MEST LÆSTE

MÅNEDENS MEST LÆSTE

22. OKT 2019 • 16:46SPORT

Det har han aldrig prøvet før

19. OKT 2019 • 20:30 FOR ABONNENTER

Cykelklub skal tage afsked med formandskabet