18. NOV 2019 • 07:00SPORT

Eriksen er tilbage i Dublin: Husker tydeligt hattrick

I 2017 scorede Christian Eriksen hattrick og sendte Danmark til VM. Mandag er han tilbage på Aviva Stadium.

Landsholdsspilleren Christian Eriksen skal mandag aften forsøge at spille Danmark til næste års EM-slutrunde, når fodboldlandsholdet møder Irland på udebane i den afsluttende kvalifikationskamp.

Da Danmark for to år siden kvalificerede sig til VM i Rusland, blev slutrundebilletten endegyldigt sikret i Dublin, og Christian Eriksen var med et hattrick den altafgørende spiller i Danmarks 5-1-sejr.

Da Danmark sidste år spillede 0-0 i Dublin i Nations League, var Eriksen hjemme i London for at pleje en skade.

Mandag spiller han for første gang siden hattricket på det stadion, hvor han leverede en af de enkeltmandspræstationer, der bider sig fast i landsholdshistorien. Den 27-årige stjerne glæder sig til gensynet.

- Det bliver specielt at komme tilbage igen. Det gik så fantastisk, sidst jeg spillede der. Jeg husker den kamp meget tydeligt. Jeg har efterhånden også set en hel del klip fra den, siger Eriksen.

- Jeg håber selvfølgelig, at det samme kan ske, selv om det er en ny tid.

Han er blevet hollandsk mester med Ajax, har spillet Champions League-finale for Tottenham og scoret til en VM-slutrunde for Danmark. De bedrifter matches af en regnvåd aften i Dublin.

- Den kamp rangerer højt over min karrieres højdepunkter. Der er ikke ret meget, der er større end at kunne skyde sit land til VM på den måde.

- Jeg ved ikke, hvorfor jeg ramte mit topniveau lige der. Jeg var kynisk, og bolden røg ind, når jeg havde chancen.



- I nogle kampe har man en masse skud, hvor man ikke scorer, og i den kamp havde jeg tre skud og lavede tre mål. Det var en rate på 100 procent, siger Eriksen.

Han har scoret 31 mål i 94 landskampe, men selv hvis han ikke udbygger sin måltotal, og holdkammeraterne heller ikke får bolden i kassen, kan Danmark sikre EM-billetten mandag aften.



0-0 - eller et hvilket som helst andet uafgjort resultat - sender Danmark til EM. En dansk sejr garanterer en førsteplads i puljen foran Schweiz.

Opgøret begynder mandag 20.45.

/ritzau/

Mest læste

DØGNETS MEST LÆSTE

UGENS MEST LÆSTE

MÅNEDENS MEST LÆSTE

22. OKT 2019 • 16:46SPORT

Det har han aldrig prøvet før

19. OKT 2019 • 20:30 FOR ABONNENTER

Cykelklub skal tage afsked med formandskabet