10. JAN 2019 • 15:45UDLAND

Frankrig og den katolske kirke advarer om valgsnyd i DRCongo

Det annoncerede valgresultat i DRCongo stemmer ikke overens med den katolske kirkes målinger i landet.

Den katolske kirke i DRCongo sår tvivl om det valgresultat, der blev annonceret natten til torsdag i det uroplagede centralafrikanske land.

Ifølge kirkens generalsekretær stemmer valgresultatet ikke overens med de målinger, som 40.000 observatører fra kirken har indsamlet.

Dermed slutter kirken sig til kritik fra Frankrig, der har advaret om urent trav i stemmeoptællingen.

Landets valgkommission kunne natten til torsdag levere en overraskelse, da den udråbte Felix Tshisekedi som vinder af valget.

Tshisekedi var tidligere en del af oppositionen ledet af forretningsmanden Martin Fayulu, men brød inden valget ud og erklærede sig selv som kandidat.

Kort efter at resultatet blev offentliggjort onsdag aften, lykønskede den nuværende præsident, Joseph Kabila, Tshisekedi med sejren.



Valget har mulighed for at blive den første fredelige magtoverdragelse i landet, siden det blev selvstændigt.



Torsdag har Martin Fayulu afgivet højlydte protester. Også den franske udenrigsminister, Jean-Yves Le Drian, har erklæret, at han tvivler på, at valgresultatet er et udtryk for, hvem indbyggerne i landet har stemt på.

EU har erklæret, at unionen venter på valgobservatørers dom. Den største er landets katolske kirke. Kirken nægter at oplyse, hvem der ifølge dens målinger har vundet valget.



Generalsekretæren for den katolske kirke, Donatien Nshole, opfordrer til, at alle protester over resultatet sker fredeligt og gennem landets domstole.

Alligevel har protester torsdag dog ført til dødsfald.

To politimænd og to civile har således mistet livet i det vestlige DRCongo i byen Kikwit. Det siger den lokale politichef Dieudonne Mutepeke.



- Ved en operation i Kikwit, hvor politiet forsøgte at dulme uroligheder, blev to politibetjente og to civile dræbt. Vi har også registreret ti sårede, siger politichefen ifølge nyhedsbureauet AFP.

Kikwit er en højborg for oppositionskandidaten Martin Fayulu.



/ritzau/AP

SENESTE UDLAND

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

Mest læste