10. JAN 2019 • 22:31UDLAND

Trump ved grænsen: En mur er måske gammeldags - men den virker

Den amerikanske præsident truede med at erklære undtagelsestilstand, inden han rejste mod grænsebyen McAllen.

USAs præsident, Donald Trump, understregede endnu engang vigtigheden af at opføre en mur, da han torsdag var på besøg i den amerikanske grænseby McAllen nær grænsen til Mexico.

Det skete under et møde om grænsesikkerhed med grænsepolitiet i McAllen, der ligger i den amerikanske delstat Texas.



- Alle siger, at en mur er gammeldags. O.k., men det er et hjul også. Der er nogle ting, der bare virker, og ved I hvad? Et hjul virker, og en mur virker, lyder det fra præsidenten ifølge CNN.

Ved torsdagens møde var store poser med narko, dollarsedler og et stort maskingevær, som myndighederne havde beslaglagt ved grænseovergangen til Mexico, sat frem til skue foran præsidenten.



Trump forklarede, at muren skal stoppe "strømmen af voldelige forbrydelser begået af illegale immigranter".



- De går bare derhen, hvor der ikke er nogen kontrol, og man kan ikke engang se forskellen på USA og Mexico, siger præsidenten til AFP.



Besøget til McAllen kommer, mens USA befinder sig i en stor budgetkrise.

Trump er ikke nået til enighed med Demokraterne om et statsbudget for 2019. Det helt store stridspunkt er muren, som Trump ønsker at opføre langs den mexicanske grænse.



Trump vil have 5,7 milliarder dollar til at finansiere muren.

Inden afgangen mod McAllen nåede præsidenten torsdag morgen at true med at erklære undtagelsestilstand, hvis ikke han får sin vilje i den verserende strid om USAs statsbudget for 2019.



- Jeg er ikke klar til at gøre det endnu, men hvis jeg bliver nødsaget til det, så gør jeg det, lød det fra præsidenten.

Det offentlige system i landet har delvist været lukket ned siden 22. december. Det betyder, at flere hundredtusinder offentligt ansatte er tvunget til at arbejde uden løn. Et tilsvarende antal er tvunget på orlov.

/ritzau/

SENESTE UDLAND

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

Mest læste