19. JAN 2019 • 21:37UDLAND

Militante mister livet i amerikansk luftangreb i Somalia

I et amerikanskledet luftangreb skal 52 personer fra den islamistiske bevægelse al-Shabaab være blevet dræbt.

52 medlemmer af den militante gruppe al-Shabaab er blevet dræbt i et amerikansk luftangreb i Somalia, oplyser det amerikanske forsvar.

Angrebet skete lørdag nær Jilib i Juba-regionen i Somalia, oplyser det amerikanske militær med ansvar for Afrika.

Aktionen blev sat i gang som et svar på et angreb, som en stor gruppe militante fra al-Shabaab havde udført på somaliske forsvarsstyrker.

Højtstående embedsmænd og lokale i Somalia har fortalt, hvordan den militante gruppe angreb militærlejren, hvilket førte til skududvekslinger, der varede i flere timer.

- Seks soldater omkom under angrebet, og to andre døde, da et køretøj eksploderede, da forsvaret forsøgte at tage kontrol over basen, fortæller Mohamed Abdikarin, der er en embedsmand i militæret over telefonen til AFP.



Kilder i de nærliggende landsbyer siger, at de militante fra al-Shabaab plyndrede basen og stjal et af militærets køretøjer.

I løbet af de seneste år har USA øget andelen af luftangreb i Somalia. Ifølge AFP skyldes det blandt andet, at præsident Donald Trump har løsnet reglerne for, hvornår militæret kan handle i forhold til "formodede terrorister".



Al-Shabaab er en militant, islamistisk bevægelse i Somalia, der blev dannet i 2006 på resterne af gruppen De Islamiske Domstole.

Tidligere på ugen erklærede al-Shabaab, at den stod bag et angreb i Kenyas hovedstab Nairobi.



Målet for angrebet var et hotelkompleks med kontorer, caféer og restauranter. De militante angreb området med sprængstoffer og skydevåben.



21 personer mistede livet.



/ritzau/Reuters/

Mest læste

18. APR 2019 • 23:35SPORT

Nyt stadionnavn til høring

18. APR 2019 • 17:29SPORT

NB Bornholm tabte i Hellerup

18. APR 2019 • 16:16SPORT

Rønne fB sejrede skærtorsdag